Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 11. marts.
Anlægget af den planlagte parkeringsplads til autocampere ved Restauration Kammerslusen er nu så langt fremme, at profilen til den nye plads tydeligt viser sig ved parkeringspladsen bag Kammerslusen. Og det ligger fast, at den nye plads bliver taget i brug Skærtorsdag den 1. april.
– Vi kan på grund af forsamlingsforbuddet ikke lave nogen større fest ud af indvielsen, men vi ved for nuværende, at formanden for Dansk AutoCamper Forening sammen med flere fra bestyrelsen har meldt deres ankomst. Desuden deltager destinationschef Hans Peter Folmann, fortæller Niels Toft, der som forpagter af Restauration Kammerslusen også skal stå for driften af parkeringspladsen til autocampere. Det er Nørgaard Anlæg, der ejer Kammerslusen og bygger pladsen. Hans Peter Folmann er ny destinationschef for turismen i Esbjerg og Fanø Kommuner.
Der bliver plads til 28 autocampere, der formedelst 150 kroner per døgn kan holde på stedet maksimalt to døgn, og pladsen vil på forlangende af myndighederne kun være åben i sommerhalvåret fra 1. april til 30. september.
I en tidligere garage i bygningen, der rummer restauration og selskabslokaler, er der indrettet bad og toilet samt et vaskerum, ligesom der opsættes affaldsspande, og der laves et tømningssted, hvor autocamperne under miljørigtige vilkår kan komme af med spildevandet.
Hvordan indtjekningen kommer til at foregå, er ikke helt afgjort endnu.
– Vi arbejder i øjeblikket intenst på at finde et rigtig godt system, som gør det let og overskueligt for alle, og det ligger fast, at det kommer til at ske via internettet, fortæller Niels Toft, der regner med at byde de første gæster velkommen med en forfriskning.
– Og så åbner vi restaurationens køkken, hvor vi laver en autocamper-menu, som de, der holder på pladsen, kan købe og få serveret i vognene.











































































