Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Folmer Iversen, søndag den 10. marts 2024
Mens foråret så småt nærmer sig, startes en ny omgang babysang i Sct. Catharinæ Kirke. Og det sker torsdag den 14. marts klokken 10.
Babysalmesang er et tilbud til forældre og deres babyer i alderen 3 til 12 måneder, hvor alle med børn i den alder er velkomne.
Babysalmesangen ledes af Ane Friis Nielsen i samarbejde med kirkens organist.
– Vi vil synge, danse og lege til gamle og nye salmer og sange. Der lyttes til musik, babyerne gynges i tæpper, der laves rytmer – alt imens vi udnytter kirkerummet og dets helt særlige atmosfære.
– Sang og musik stimulerer barnets musikalske og sansemotoriske udvikling, hvilket kan komme til udtryk ved, at barnet pludrer mere, bevæger sig mere og er mere socialt opsøgende. At synge for det lille barn skaber desuden et helt særligt nærvær mellem barn og forælder. Selvom barnet ikke forstår salmerne, kan tekst og melodier lagres i barnets underbevidsthed.
– Det er absolut ingen forudsætning, at man selv har “sangstemme”. For det lille barn er mors og fars stemme altid den smukkeste! Og det vigtigste er at få en god og anderledes oplevelse med sit barn. Gennem babysalmesangen får børnene desuden fra de er ganske små kristendommen med sig gennem oplevelse og indlevelse, fortæller Ane Friis Nielsen.
Efter babysalmesangen er der mulighed for en kop kaffe og en snak. Det er gratis at deltage i babysalmesang.
For spørgsmål kan Ane Friis Nielsen kontaktes på 22 88 61 74 eller anefriisnielsen@gmail.com