Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, mandag den 17. juni 2024
Med den nye masterplan for skoleområdet, som nu er fremlagt og godkendt af byrådet, får politikerne og forvaltningen en langt mere objektiv måde, at tildele bevillinger til de konkrete indsatsområder.
Det sagde formanden for børne- og skoleudvalget, Diana Mose Olsen (SF), da byrådet mandag sidst på eftermiddagen behandlede et spørgsmål om, hvorvidt de midler, der tidligere er bevilget til skolerne, men som endnu ikke er brugt, overføres til den nye masterplan. Og det kunne et enigt byråd gå ind for.
Den nye masterplan beskriver, hvad der skal gøres her og nu på skolerne, hvad der kan vente lidt, og hvad der kan kategoriseres som ønsker.
Alene det akutte behov er på den anden side 200 millioner kroner, og af disse penge tegner skolerne i Ribe-området sig for små 70 millioner kroner.
Diana Mose Olsen sagde på byrådsmødet, at med den gamle masterplan havde forvaltning og politikere ikke mulighed for at se, hvad der var akut.
– Vi kunne ringe ud til en skole og sige: vi har 20 millioner kroner, og så kunne de komme med et ønske om, hvad pengene skulle bruges til.
– Med den nye masterplan – og det var derfor, vi fik den lavet – kan vi konkret gå ind og se, hvad der akut er behov for, og dermed har vi et langt mere objektivt kriterie, at bevilge pengene på, sagde skoleudvalgsformanden.
Diana Mose Olsen har tidligere til Ryk Ind Ribe sagt, at det kan lykkes at få arbejderne på skolerne gennemført, selv om det synes at være store udgifter, det drejer sig om.
Hun sammenligner masterplanen for skoleområdet med masterplanen for dagplejeområdet.
– Og masterplanen på dagplejeområdet har bevirket, at vi over tid nu er igennem de røde og de gule områder og er i gang med de grønne. Så jeg ser masterplanen som et virkeligt godt værktøj, siger Diana Mose Olsen.
– Så det kan altså lade sig gøre?
– Ja, det har vist sig.