Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 10. juli

Maskinen ligner noget, salig Storm P. kunne have opfundet. Men den er af tysk afstamning, og den er særdeles effektiv, når det handler om at binde vinstokke op.

Vinbonden i Vester Vedsted, Poul Kulmbach, har netop anskaffet den. Med 9000 vinstokke på vingården i Vester Vedsted, er det et kolossalt arbejde at binde stokkene op, og det er faktisk umuligt at få manuel arbejdskraft til det, fortæller Poul Kulmbach.

– Ingen vil med en taske om livet og en tang i hånden gå og binde vinstokke op.

– En mand kan binde omkring 50 vinstokke op på en dag, og med 9.000 planter, er det et stort projekt. Jeg fandt maskinen brugt i Tyskland og købte den. Det viste sig så, at de traktorer, jeg havde, var for små til at bære maskinen, så jeg måtte også lige have en ny traktor, fortæller vinbonden.

Maskinen fungerer på den måde, at de to ”snegle”, der ses på fotoet, kører på hver sin side af rækken med vinstokke, og de samler planten. Samtidig trækkes der en tråd på hver side af planterne, og med jævne mellemrum trykker Poul Kulmbach på en knap, hvorefter de to tråde samles med en klips, og dermed holdes vinplanten på plads.

– Nu kan jeg klare opbindingen maskinelt på nogle få dage. Det eneste, der fremover skal bindes op manuelt, er omkring 450 stokke, for i det stykke kan jeg ikke vende med maskinen, men det er til at leve med, siger Poul Kulmbach.