Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 27. maj 2025

Regeringen, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er enige om en modernisering af lukkeloven. Det betyder bl.a., at de handlende i Ribe får et længe næret ønske opfyldt om at må holde åbent på de nuværende lukkedage.

Hidtil har det kun været de såkaldte turistbyer, der har haft den mulighed, og Ribe er med sine omkring 1,5 millioner besøgende hver år ikke på Christiansborg blevet betragtet som en turistby.

Men de nye åbningsmuligheder er ikke noget, der sker lige fra i morgen. Forligspartierne er enige om at opsige aftalen om den nuværende lukkelov med udgangen af denne folketingssamling. Den stopper efter planen den 31. oktober 2026 med mindre, statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg forinden, og det er der for tiden ikke meget, der tyder på.

Når det nye folketing er trådt sammen efter regeringsdannelsen, er det meningen, at der skal vedtages en ny lukkelov. Den bliver som den gamle dog med den undtagelse, at forretninger i mindre byer må holde åbent.

I den indgåede aftale ligger, at butikker i bymidter i byer med under 16.850 indbyggere får mulighed for at holde åbent på lukkedage, og det gøres lettere for alle kommuner at holde butikkerne åbne i forbindelse med arrangementer på lukkedage.

”Med denne aftale opsiges det gældende forlig om lukkeloven med virkning fra næste folketingsvalg. Partierne er enige om fra næste folketingsvalg at indgå et nyt forlig, der viderefører det hidtidige forlig uændret bortset fra ovenstående justeringer, og at gennemføre ændringerne, så de kan træde i kraft efter næste folketingsvalg” hedder det i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger: – Vi skal sikre liv, vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Derfor er det helt afgørende, at vi får ryddet unødige benspænd af vejen. I vores lokalsamfund betyder det noget, at tøjbutikken, farvehandleren eller købmanden er åben. Det lokale erhvervsliv begrænses dog af regler, som ikke er fulgt med tiden. Jeg er derfor glad for, at partierne har taget ansvar, og vi er enige om en modernisering af lukkeloven. Det er et vigtigt rygstød på rejsen mod at styrke både forretnings- og foreningslivet, som skaber arbejdspladser, sammenhold og aktivitet i vores lokalsamfund.

Erhvervsminister Morten Bødskov præsenterede sammen med andre politikere den nye aftale om lukkeloven på et pressemøde tirsdag.