Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune 7. maj 2018
Hvert forår er der tusindvis af danskere, der igen finder cyklen frem og bruger den, når de skal på arbejde eller motionere. Det er en aktuel anledning til at minde cyklister om at orientere sig grundigt og samtidig huske bilisterne på, at der kommer flere cyklende ud i trafikken.
Det er særligt, hvor cyklisternes og bilisternes veje krydser hinanden, at der er risiko for, at de støder sammen. Kryds er nemlig det sted i trafikken, hvor cyklister har størst risiko for at komme alvorligt til skade. Faktisk blev hele 81 cyklister dræbt og 1.744 alvorligt kvæstet fra 2012 til 2016, men tallet er sandsynligvis meget større, da der er et stort antal cyklistulykker, som ikke bliver anmeldt til politiet.
De anmeldte sager alene svarer til, at to ud af tre alvorlige cyklistulykker netop sker, hvor vejene går på tværs af hinanden. Det er alt for mange, og imens andre ulykkestyper i trafikken falder, er antallet af cyklistulykker i kryds ikke reduceret.
Derfor deltager Esbjerg Kommune nu i den nye landsdækkende kampagne “Brug 2 sek. mere.” Det skal sætte fokus på problemet og bidrage til at gøre kryds sikrere for cyklisterne i Esbjerg Kommune.
“Trafiksikkerhed har været og fortsætter med at være et fokusområde i Esbjerg Kommune. Flere konkrete tiltag har forbedret de fysiske forhold for at reducere risikoen for ulykker og gjort det bedre at være cyklist i vores kommune. Vores tiltag virker dog kun, hvis trafikanterne følger reglerne og tager sig tid til at orientere sig. Derfor bakker Esbjerg Kommune op om denne kampagne, som netop sætter fokus på, at 2 sekunder er lidt at investere i at sikre sig selv og andre i trafikken”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.










































































