Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 18. februar 2025

Det er ikke hver dag, mn hører en fantasi over Jeppe Åkærs sang ”Jens Vejmand” eller Lille Peter Edderkop kombineret med mere klassisk musik spillet på et orgel i en kirke.

Men sådan var det denne tirsdag formiddag i Sct. Catharinæ Kirke, og årsagen var helt speciel.

Netop denne dag blev den nye belægning i adgangen til kirken indviet af udviklingshæmmede.

Den nye belægning, d er tegnet af arkitekt Niels Pindborg og udført af Sørens Plante og Anlægsservice i Gånsager, har netop gjort det noget lettere for de udviklingshæmmede at komme ind i kirken.

Sagen er, at de hver tirsdag mødes til en halv times orgelmusik og sang i Sct. Catharinæ Kirke, men tidligere var der brosten udenfor indgangen, og det er ikke altid lige behageligt at køre på for kørestolsbrugere, som mange af tirsdagens gæster er.

Da kirkeværge Henrik Dyrby hørte om det, slog han fast, at det skal der gøres noget ved. Og sådan blev det.

I dag er det nye indgangsparti, som tidligere omtalt i Ryk Ind Ribe, lavet i ny udførelse af brosten men også granitfliser, hvor kørestolene kan køre. Og som organist Benjamin Friis Nielsen sagde i sin præsentation, kan den belægning holde i tusinder år.

Det var netop Benjamin Friis Nielsen, der som sædvanligt sad ved orglet denne tirsdag formiddag og man må sige, at ud over at mestre den normale kirkemusik og salmer, kan han også beherske de mere nutidige toner på et orgel.

Sådan ser det nye indgangsparti ud.