Tekst og fotos Hasse Jørgensen. Torsdag den 30. august.
Den nye halbestyrer i Kongeåhallen, Erik Knudsen, er kommet godt fra start.
Et vellykket elitestævne er netop overstået, og det sprudler med ideer fra Erik Knudsen, der afløser Peter Lyngesen.
Blandt de nye initiativer er skolemad, der nu startes fredag og foreløbig med levering hver fredag, men ønsket er, at ordningen kan blive udvidet.
I dag, torsdag, var der velkomstreception for Erik Knudsen, der blev budt velkommen af rigtig mange gæster, der nød de ristede pølser og en øl eller vand.
Og medens gæsterne hyggesnakkede, fortalte Erik Knudsen om sin start i Kongeåhallen, hvor han efter eget udsagn er taget rigtig godt i mod.
– Jeg har kun fået positive tilkendegivelser, og folk har givet ud tryk for, at de igen kan lide at komme her. Og jeg selv har det rigtig godt. Jeg er glad for, at familien bakker op, og alle siger, jeg er blevet andet menneske, er blevet mere rolig efter jeg er startet her.
– Jeg er også glad for, at mange mennesker er kommet med ideer og forslag, siger Erik Knudsen, der nu håber på, at Kongeåhallen kan blive lejet mere ud.
Allerede nu er der nok at se til. Eksempelvis skal hallen lægge mad og lokaler til Gredstedbro Skoles jubilæum i november, hvor 650 mennesker skal bænkes og bespises i selve hallen.
Erik Knudsen og familien har tidligere boet i Gredstedbro, og han kunne glæde sig over, at flere gamle naboer også mødte op og bød ham velkommen ved receptionen.










































































