Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Stine Beck

Siden Stine Beck startede som selvstændig fotograf i efteråret 2023, er det gået stærkt. Stine har specialiseret sig i at fotografere trygge, glade børn i naturlige omgivelser. Nutidens portrætfotograf arbejder med sessions i naturen og i et hyggeligt studie med lette gardiner og bløde kurvestole.

Stine har bygget sit renommé og sin forretning op via de sociale medier. Især Instagram har vist sig at være en fremragende platform – både til at skabe opmærksomhed omkring muligheden for at få lavet helt særlige billeder, og til at lade sig inspirere og udveksle ideer med andre kreative fotografer.

Stine Beck er 28 år og bor i Bramming sammen med sin mand Kenneth og deres lille søn Oskar. Stine stammer fra Høgsbro ved Hviding og har bl.a. gået i skole på Vadehavsskolen og på Handelsskolen i Ribe.

Stine har altid været kreativ og det er den kreativitet, hun omsætter til flotte billeder. Stine er autodidakt, men har taget kurser i fotografi og redigeringsteknik og netop redigeringsdelen er meget væsentlig, når vi taler om digitalt fotografi, autentiske billeder, naturlige og personlige motiver.

Mange af Stines fotografier bliver til ved det hun kalder minisessions, hvilket vil sige at flere forskellige familier bliver fotograferet efter hinanden f.eks. ved havet eller i grønne omgivelser. Andre børnebilleder bliver til, når mødregrupper mødes og Stine er med som en del af den gode, trygge stemning. Børnene er altid 100% i fokus og fotograferingen bliver en leg for dem.

Omtale her i Rykind var ikke Stines idé. Hun satser på andre kommunikationskanaler og har som sagt bygget sin forretning op med en flot hjemmeside https://stinebeck.dk/ og især med Instagram, hvor @stinebeck­_fotograf åbner døre – også til virksomheder, der gerne vil have fotograferet f.eks. børnetøj.

Det kan ikke overraske, når man ser de skønne billeder af gravide, nyfødte, små og store rollinger, familier og brudepar – og måske også bedsteforældre, når de får øjnene op for mulighederne.

Børnene er altid 100% i fokus  og fotograferingen bliver en leg for dem