Skrevet af Tina Christensen, 2. december 2020

Som RYK IND før har beskrevet, er Ribes banker en efter en blevet kontantløse. Det giver en del butikker hovedbrud, og nu er én af dem – NY FORM – i gågaden kommet dertil, at de i en prøveperiode, som starter på søndag den 6. december, kun vil modtage kortbetaling.

Da Coronaen kom i foråret, mistede vi muligheden for at hente byttepenge, og med nedlukningen af Danske Banks filial i Ribe forsvandt også muligheden for at aflevere dagens omsætning – fortæller Tina Schmidt fra NY FORM. Det vil sige, at butikken hver dag efter lukketid, skal sende en medarbejder afsted til Esbjerg eller Kolding og aflevere pengene i døgnboksen der, og det er hverken optimalt eller sikkert for medarbejderen.

Vi har vendt og drejet mange forskellige løsningsmodeller, fortæller Tina Schmidt – at aflevere vores penge i en anden bank, som så – mod gebyr – overfører pengene til Danske Bank, kunne være en løsning. Men det vil de ikke. Så skal vi flytte hele vores bankforretning over til dem – og med hovedsæde i Kolding og butikker i flere små byen langs Vestkysten, er det en stor og omsiggribende proces.

Derfor er løsningen en prøveperiode på 2 måneder, hvor butikken kun vil modtage kortbetaling. –  Der er i dag meget få kunder, som betaler kontant i dag. Vi vil gøre alt for at hjælpe vores kunder – siger Tina Schmidt – og kommer der en kunde med kontanter, så løser vi det selvfølgelig. Efter betalingslovens § 81 er vi forpligtet til at modtage kontanter, og det er vi i dialog med Finanstilsynet om – slutter hun.

Ifølge Nets er andelen af køb foretaget med kortbetaling steget til 86 pct. som følge af pandemien, en stigning på 9 pct

Du kan læse vores artikel fra 6. august 2020 om butikkernes udfordringer med byttepenge ved at klikke her