Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Torsdag den 18. juni

Ribe Domsogn og Seem sogn får fra 1. juli en ny kantor og organist. Morten Bunk, som afslutter sin uddannelse i kirkemusik med orgel og korledelse på det Jyske Musikkonservatorium i august, tiltræder stillingen, som omfatter orgelspil ved Seem kirke og vikardelen for domorganisten ved Ribe Domkirke, ledelsen af børne- og pigekoret ved Ribe Domkirke samt ledelse af Ribe Kammerkor.

Morten Bunk har de seneste 10 år arbejdet med mange forskellige kor, og har gennem studietiden videreuddannet sig i korledelse på Voces Academy i Gentofte.

Morten har siden sin optagelse i Herning Kirkes Drengekor i 2003 modtaget sangundervisning og vundet flere priser, bl.a. i konkurrencen ”Unge sangere”, hvor han modtog Den Jyske Operas pris samt Den Fynske Operas Pris. Som dirigent har Morten Bunk deltaget i adskillige mesterkurser i London, Cambridge og Wien

Morten Bunk ser meget frem til at arbejde med såvel børnekoret, pigekoret og Ribe kammerkor. – Jeg ser stillingen som en unik mulighed for at gøre en forskel i dansk musik- og kulturliv og glæder mig til samarbejdet.

– Med ansættelsen af Morten Bunk har vi en sikker fornemmelse for, at det vigtige arbejde med orgelspil og korledelse af børn og voksne er i professionelle og sikre hænder. Vi ser frem til samarbejdet, udtaler menighedsrådene ved Seem Kirke og Ribe Domkirke i en pressemeddelelse.