Tekst Hasse Jørgensen, onsdag den 10. marts
Sidste weekends test af Covid 19 viser igen et meget lille smittetal i Ribe, der indikerer, at det ikke er i Ribe, de hårde restriktioner på skolerne og servicefagene som eksempelvis frisørerne er de mest påkrævede.
Weekendens test viste, at under fem ud af de sammenlagt 1739 testede var smittede, fortæller folketingskandidat Klaus Sandfeld, der var manden, der fik de lokale test startet.
Det er den fjerde test, der er lavet i Ribe, og i tre af tilfældene har antallet af smittede været under fem, mens det i fjerde tilfælde var 0. Når tallet er under fem smittede oplyses det nøjagtige tal ikke. Det skyldes regler i den nye persondatalov.
Testen blev som vanligt gennemført i Ribe Fritidscenter af ambulance syd, og der er tale om PCR-testen, der er den mest sikre. Den, hvor skrabet bliver taget i svælget.









































































