Tekst og fotos: Renè Jørgensen
3. februar 2023.

Ny café indretning på POSTGAARDEN

Når svingdøren går op, møder gæsterne den stille musik. Man fornemmer straks osen af hygge i en smuk indrettet café, som har fået et nyt look.

Vi er på Postgaarden. Café med det hele. Stempelkanden til kaffe er blå og vender man den på hovedet –  altså når den er tom, står der Laura DR MATADOR i bunden. Hvem kender ikke den populære serie. Lidt af den samme stemning er der på MATADORs Postgården og Postgaarden i Ribe. I Ribe har vi ikke overtjener Olsen fra serien, men Kaja og Morten Kjældgaard, der assisterer Jens Hensen, der ejer Postgaarden.

Mange af gæsterne kender hinanden. Der hilses og snakken falder på hverdagens emner. I dag falder snakken på affaldshåndteringen, der åbenbart er forskellig i midtbyen og i Tange. Men det kigger RYK IND RIBE lige lidt nærmere på en anden god gang.

Der er også traditioner. Hvert år holdt RIBER ROCK en herlig lørdag eftermiddag, hvor der blev spillet 60`er musik, og gamle ripensere fra det ganske land satte hinanden stævne til musik, øl og historie for en svunden tid. Musik kan stadig opleves på Postgaarden:  både jazz og Rock på Postgaarden.

Café stemning i hyggelige lokaler.

Kaffemøllen snurrer lystigt. Duften er liflig og minder om barndommens tid ved den lokale købmand i Gravsgade, hvor der skulle hentes friskmalet kaffe til mormor, før nabokonerne kiggede forbi til formiddagskaffen.

Det er ikke kun til kaffe i caféen, de store kaffesække står og dufter dejligt. Med en kaffekværn hjemme i køkkenet, kan man også få sig en kop nymalet kaffe, for der sælges i 250 og 500 grams Mokka Goume og en gammeldaws Java blanding.

I det bagerste lokale i Café Postgaarden mødes tidligere kollegaer til en hyggelig formiddag. Sådan er det hver dag. Folk kigger forbi, får en varm kop kaffe efter indkøbene, eller bare gåturen i Ribes hyggelige gader. Det gælder både lokale, men også byens gæster. Turister nyder også at få en god morgenmad eller en let frokost, sandwich, smørrebrød og diverse supper.

– Vi er mere end et sted, hvor man køber vores mange specialøl eller vine, fortæller Morten Kjældgaard mellem betjeningen af kunderne i caféen. – Vi har lavet en ny indretning med borde, stole og en sofa lige inden for døren. Derved er der skabt hygge med det samme, man træder ind i Postgaardens lokaler.