Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, torsdag den 11. januar 2024
At Ny Borgerlige nu opløses, får ikke den store betydning i Esbjerg Byråd, hvor Ny Borgerlige har en plads, som besiddes af Sabrina Bech Bartholin.
Uanset hvad, Sabrina Bech Bartholin vælger at gøre fremover, vil der fortsat være et borgerligt flertal bestående af Venstres 13 medlemmer og konservatives tre ud af de 31 medlemmer, de sidder i byrådet.
Sabrina Bech Bartholin har onsdag aften ikke reageret på Ryk Ind Ribes henvendelse for at få at vide, hvordan hendes fremtidige lokale politiske tilhørsforhold vil være. På Facebook har Sabrina Bech Bartholin meddelt, at hun melder sig ud af partiet og at hun fortsætter som løsgænger i byrådet.
En melding, som borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) også har noteret sig.
– Jeg tror, hun har tænkt sig om, og det ændrer ikke noget ved den politiske balance. Jeg kan ikke forestille mig, at hun ikke også fremover vil være borgerlig, siger borgmesteren.
I sit opslag på Facebook åbner Sabrina Bech Bartholin muligheden af, at hun skifter til et andet parti. Men hun nævner ikke selv hvilket.
Meldingen
På Sabrina Bech Bartholins side på Facebook skriver hun selv:
Kære følgere, bekendte, venner og familie.
Jeg har i dag valgt at melde mig ud af Nye Borgerlige og derved være løsgænger for nu.
Denne beslutning har ikke været let, men med baggrund i et turbulent år i Nye Borgerlige, og den nuværende situation i partiet, har det været et uundgåeligt valg.
Og det er med stor respekt for Pernille Vermunds anbefaling om at nedlægge partiet, at jeg nu træffer valget om at blive løsgænger.
Jeg gik ind i politik for at forandre det, som jeg ikke er tilfreds med.
Jeg er og forbliver en økonomisk orienteret person, der kæmper for friheden til den enkelte, og som værdsætter de Danske traditioner og vores Danske kulturarv.
Jeg mener, at det er afgørende at dedikere tid og rum til at evaluere mit politiske arbejde, samt undersøge alternative politiske tilhørsforhold for fremadrettet.
Det politiske landskab er dynamisk og kræver konstant engagement for at sikre, at mine holdninger og værdier afspejler mit politiske tilhørsforhold.
Jeg ønsker at forsikre mine vælgere og støtter om, at denne beslutning ikke er en afvisning af de ideologiske værdier, jeg har kæmpet for i Nye Borgerlige.
Tværtimod ser jeg det nødvendigt og samtidig af respekt for alle jer der har vist mig jeres tillid ved at stemme på mig, at jeg bruger tid på at fordybe mig i mine politiske overbevisninger og udforske mine muligheder for mit fortsatte politiske engagement ind i en kontekst, der afspejler mit værdisæt, min ideologi og mine synspunkter.
Jeg er taknemmelig for den støtte, jeg har modtaget inden for Nye Borgerlige, og jeg håber ærbødigt på, at I fortsat vil støtte mig og udvise forståelse for den overgangsperiode jeg nu vil skulle gennemgå.
Jeg tror på vigtigheden i at være åben for forandring og udvikling, og jeg ser frem til at dele mine fremtidige politiske ambitioner og visioner med jer alle.
Kærligste hilsner fra
Sabrina Bech Bartholin