Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg App’en. Onsdag den 11. juli

En ny oplevelses App om Ribes seværdigheder og oplevelsesmuligheder er på vej.

Det er den fungerende formand for byrådets kultur- og fritidsudvalg, Peder Tørnqvist (K) der er gået sammen med Gert Barslund, firmaet Samrum, Esbjerg, om at udvikle App’en.

Ideen udspringer af den App om Esbjerg Havn, som Gert Barslund har lavet i anledning af havne- og byjubilæet.

Denne App fortæller om seværdighederne og oplevelsesmuligheder på og i forbindelse med Esbjerg Havn, og brugeren af App’en kan downloade de ting, man er interesseret i at høre og se om. Det kan være fiskeri- og søfartsmuseet, fiskerihavnen, containerhavnen etc.

Peder Tørnqvist fortæller, at han allerede er i gang med at kontakte de mennesker i Ribe, der skal bidrage til App’en og fortælle om de oplevelsesmuligheder og seværdigheder, der er i Ribe.

Hvornår App’en kan være færdig, tør Gert Barslund ikke lægge sig fast på. Et godt gæt er fire til seks måneder.

– Det afhænger af mange ting, bl.a. de mennesker, der skal være med i App’en, og der er også et spørgsmål om økonomi.

– App’en til Esbjerg havn blev lavet på fire måneder, og har vi de rigtige folk med, vil jeg tro, vi kan gøre det på fire til eks måneder, lyder det fra Gert Barslund.

App’en om Esbjerg Havn præsenteres officielt i morgen, torsdag eftermiddag ved en reception på Blue Water i Esbjerg. App’en kan downloades fra App Store.