Tekst: Torben Ravnborg Nissen  Foto: Pressefoto Børne- og Undervisningsministeriet, onsdag den 7. januar 2026

Fra 2030 får unge fra lavindkomstfamilier i Ribe og omegn –  ligesom unge fra hele Danmark – bedre mulighed for at tage på efterskole eller fri fagskole. Det sker med en ny politisk aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti som led i den kommende epx-reform.

Aftalen indebærer oprettelsen af to nye statslige stipendieordninger. På landsplan oprettes der årligt cirka 1.300 stipendier til efterskoleophold og 50 til frie fagskoler. Støtten kan søges af elever i 8.-9. klasse samt elever på 10. skoleår og 10. klassetrin.

For familier i Ribe-området med en husstandsindkomst på op til 380.000 kroner betyder aftalen, at deres barn kan få 30.000 kroner i støtte til et efterskoleophold eller 45.000 kroner til en fri fagskole. Den resterende egenbetaling ventes i gennemsnit at ligge omkring 30.000 kroner årligt, afhængigt af den enkelte skole. Hvis der er flere ansøgere end stipendier, fordeles de ved lodtrækning.

Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye skal aftalen sikre, at økonomien ikke bliver afgørende for, om unge får mulighed for et efterskoleår – et tilbud, som også mange unge fra Sydvestjylland benytter sig af.

Aftalen rummer samtidig nye muligheder for unge, der har brug for en alternativ vej efter 9. klasse. Unge, som ikke består folkeskolens afgangseksamen eller falder fra en ungdomsuddannelse, får retskrav på optagelse på den forberedende grunduddannelse (FGU). Derudover får efterskoler og frie fagskoler mulighed for at tilbyde et nyt, fagligt 10. skoleår med undervisning i dansk, matematik og engelsk.

Samlet set skal aftalen give flere unge i Ribe-området bedre og mere fleksible uddannelsesmuligheder – uanset familiens økonomi – når de skal vælge vej efter grundskolen.

Fakta om EPX-reformen:

  • EPX er en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse

  • Træder i kraft i 2030

  • Uddannelsen varer 2 år med mulighed for 1 års overbygning

  • Skal give flere unge en uddannelse tættere på, hvor de bor

  • Samler og tydeliggør vejene efter 9. klasse

Reformen betyder også:

  • Nye stipendier til efterskoler og frie fagskoler for unge fra lavindkomstfamilier

  • Mulighed for et nyt fagligt 10. skoleår på efterskoler og frie fagskoler

  • Retskrav på FGU for unge, der ikke består 9. klasse eller falder fra en ungdomsuddannelse

Formål:
Flere uddannelsesmuligheder, færre blindgyder og mindre betydning af økonomi og bopæl.

Kilde: Pressemeddelelse Børne- og Undervisningsministeriet