Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 16. oktober
Ribe kunstmuseum er for tiden ramme om en særudstilling, der er anderledes end de sædvanlige separatudstillinger, men som også er en kontrast til det gamle hus. Og dermed er udstillingen med til at indfri kunstnerens egne intentioner: at bygge bro mellem fortid og nutid.
Udstiller er nutidskunstneren Ulla Diedrichsen, der i dag er internationalt kendt og anerkendt indenfor sit felt nemlig konceptkunst og den europæiske retning Sphurensicherung (Sporsikring. Red.)
Udstillingen på kunstmuseet er en totalinstallation, hvor kunstneren arbejder i mange forskellige medier, som hun i øvrigt har gjort hele sit liv.
Selv betegner hun sig som hardcore kunstner, fordi hun i tilværelsen udelukkende har arbejdet med kunsten. Medierne har været og er fortsat grafik, maleri, fotografi og arkitektur.
En tur gennem udstillingen og en snak med Ulla Diedrichsen giver indtryk af en meget vidende dame, der ved, hvad hun vil med sin kunst.
Diedrichsen er født i Esbjerg og besøgte som barn ofte Ribe. Hun er betaget af Ribes mange forskellige rum, ikke mindst af kirkerne.
Med udstillingen undersøger kunstneren menneskets behov for at sætte spor og markere det terræn, vi lever i.
– Jeg var så heldig i min barndom at få mange fortællinger med på vejen, når jeg oplevede disse rum. Min mormor var en meget god fortæller, så jeg virkelig blev fanget af historierne, fortæller hun selv og siger samtidig:
– Det er dog ikke det private eller det lokale, der fanger. Snarere det universelle, det der rækker ud mig selv og som andre kan spejle sig i. – Det må gerne bygge bro mellem fortid og nutid, mellem kunst og ikke kunst og mellem de forskellige rum, vi færdes i.
– Der er ikke mange byer, der kan byde på så meget som Ribe, slet ikke i forhold til dens egentlige størrelse. Udstillingen forbinder kunstmuseet, kirkerne, byrummene og også vikingemuseet, og jeg håber, at beskueren ser byen om end ikke med nye øjne, så med ekstra dioptri i brilleglassene.
– Der er en synergieffekt i det at beskæftige sig med kunst og ikke kunst. Hvis man ikke kan gå rundt om et træ, og beskue det fra alle sider med udbytte, hvordan skal man så kunne se på en skulptur? Og omvendt. Karen Blixen anvendte i den grad billedkunstens briller for at opleve naturen og følte sig prisgivet i et schweizisk landskab, fordi hun der kun kendte til coveret på en plade chokolade.
Ulla Diedrichsen er uddannet kunsthistoriker og gået på kunstakademiets afdeling for maleri, men blev tidligt en af pionererne inden for dansk fotokunst.
Selv fortæller hun, at det var en hård kamp at få fotografiet anerkendt som kunstart på de censurerede udstillinger og herefter diskussionen om, hvilket slags fotografi, der var kunst og hvornår.
– Hvordan er det som international kunstner at udstille i Ribe, når du også har udstillet eksempelvis i New York for blot at nævne en af de storbyer, du har udstillet i?
– Hvert udstillingssted er vidt forskelligt. Jeg synes ikke, Ribe er lille. Prøv at se alle de lag, der findes i byen. Naturen er stor, og Sct. Catharinæ Kirke er dejlig, men domkirken er helt utrolig, den er verdensklasse.
Kaligrafien i disse kirker fascinerer Ulla Diedrichsen, og det ses tydeligt på udstillingen, hvor mange forskellige skriftformer og skrifttegn går igen, også runetegnene og det mere ”snørklede” japanske skrifttegn. I et lille billede indgår ordet ”Altruisnme”, et yderst sjældent anvendt ord, som de færreste kender til. Udbredelsen af dette ord er vigtigt for Ulla Diedrichsen: At give uden at forvente noget tilbage.