Tekst & Foto: Johnny Tauman
29. juni 2022
– Lige for tiden arbejder vi i den nordligste del af Sct. Nicolaj Gade, hvor vi finder tykke kulturlag fra middelalderen, fortæller museumsinspektør Claus Feveile til RYK IND RIBE. Sydvestjyske Museer glæder sig om samarbejdet med entreprenør Benny Andersen og hans folk, men også interessenter som fx Ribe Fjernvarme mfl., som alle skal have rør lagt ned i Sct. Nikolaj Gade og Tvedgade.
Museumsinspektøren forklarer her, hvordan arbejdet foregår, når gravemaskinen forsigtigt skraber lag for lag: – Groft set består arbejdet af to dele. En dyberegående del, hvor den eksisterende kloak udskiftes og en ny regnvandskloak etableres. Når det er sket, fortsætter arbejdet i de øvre jordlag med fjernvarme, drikkevand og en række andre telekabler mm.
Kan gribe hurtigt ind
Museet er tilstede ved alle de dyberegående anlægsarbejder, for hurtigt at kunne gribe ind, hvis der kommer væsentlige fund frem, men også for at en evt. midlertidig arbejdsstandsning for kloakeringen bliver så kort som mulig.
2 og måske 3-4 meter
Det nuværende arbejde med kloaksepareringen er Etape II. Herom siger Claus Feveile videre: – I de områder vi undersøger i forbindelse med det aktuelle projekt, har vi som tommelfingerregel, at den øverste meter allerede i vidt omfang er omgravet og forstyrret af mange tidligere, moderne nedgravninger. Herunder kan de arkæologiske lag være bevaret i meget varierende omfang. Nogle steder ned til ca. 2 meter under nuværende niveau, men andre steder, især tæt på Ydermøllen og i Sct. Nikolaj Gade og Tvedgade, måske helt ned til 3-4 meter under nuværende niveau.
Kan ramme den sandede undergrund
Det betyder, at spændende fund og jordlag, kan befinde sig i ret forskellig dybde. – De fleste steder ligger kloakkerne så dybt, at vi når helt til bunds i kulturlagene og rammer den sandede undergrund under byens kulturlag, lyder det fra museumsinspektøren, der har sin kollega Maria Knudsen på arbejde i Sct. Nikolaj Gade.
Gennemtænkt plan
Selve graveprojektet, der styres af SWECO for DIN forsyning, har lagt en gennemtænkt plan med buffere, så arbejdet trods alt giver så lidt besvære som muligt for beboere, butiksejere og handlende.