Tekst & Foto Johnny Tauman
17. december 2018
I dag blev varmen tilsluttet og i morgen gælder det så ventilationsanlægget – og dermed blev to af de vigtigste milepæle nået for Farups nye Kultur- og Aktivitetshus.
Da RYK IND RIBE mandag besøgte det fantastiske bygningsværk, hvor mange, mange frivillige arbejdstimer gennem hele 2018 har skabt mulighed for at nå i mål i marts 2019, var der kun professionelle håndværkere, der var på arbejde. Men mon ikke mange af de frivillige når at slå et slag forbi, inden julefreden sænker sig over landsbyen?
Ser man rundt i de mange rum, så begynder det at ligne noget – vægge og lofter er færdige og alle skyggelister er på plads. Der er kommer inventar til produktionskøkkenet og ikke mindst: der er blevet tilsluttet en kaffemaskine. Det er derfor helt naturligt, at ”pausebordet” har skiftet plads – og nu står tæt ved køkkenet.
Smedene fra VVS og Energicenter FARUP SMEDE kunne oplyse, at materialerne til gulvene er ankommet – og nu ligger til akklimatisering. Selvom byggeriets første dato for indvielse: 7.7.2018 for længst er overskredet, så har det været værd at vente på.
RYK IND RIBE skal nok offentliggøre, når indvielsen nærmer sig – og om det bliver 3.3.2019 (fastelavnssøndag), 4.4.2019 eller 5.5.2019, spiller ingen rolle! Det bliver en fest- og mærkedag!










































































