Slotsbanken er en af Ribes eftertragtede turistattraktioner (foto: Johnny Tauman)

Tekst: Johnny Tauman    Foto: René Jørgensen og Johnny Tauman
15. august 2021

– Det er rigtig godt, at Esbjerg Kommune i den kommende uge påbegynder grødeskæring i Slotsgraven, men det er langt fra tilstrækkeligt, idet man i årevis har forsømt at følge nedskrevne vedligeholdelsesforpligtelser, udtaler Anders Rohr Jørgensen og Peder Tørnqvist efter fredagens besøg på stedet.

– Nu skal vedligeholdelsesplanen holdes, lyder det med udsigt til høje træer (Foto: René Jørgensen)

Fredningen fra 1942

Men lad os starte med den historiske og skelsættende beslutning om at udlægge hele Slotsbankeområdet som ”Særligt beskyttelsesområde”. Det skete i 1942, og denne fredning har – og intet er ændret siden – til formål at sikre det frie og ukompromitterende udsyn til og fra Slotsbanken.

Meget overholdes ikke

Der en lang række vedligeholdelsesforpligtigelser ifm. ovennævnte fredning. De forhold, som presser sig på, er bla.:

1: Parkering af biler, trailere o.lign må ikke finde sted i området, udover nødvendig arbejdskørsel /af- og pålæsning

2: Sokkelsten, som vælter ud i Slotsgraven, skal optages og lægges på plads igen. Dette overholdes ikke

3: Volde og skråninger slås 2 gange årligt, i starten af juli og anden gang sidst i august. Dette overholdes ikke

4: Hele området skal holdes fri for buske og træer, dog accepteres enkeltstående buske på ydersiden af voldene. Dette overholdes ikke

5: Tagrørsbevoksningen i voldgraven skal begrænses, således at voldgraven holdes fri for tagrør. Af hensyn til fuglelivet accepteres dog en bræmme på bankens vest og sydside. Dette overholdes ikke

6: Af hensyn til bundvegetation og for at sikre den biologiske balance i voldgraven, skal den oprensning, der er behov for, for at holde voldgraven fri for vegetation, ske med opgravning af max 1/3 af området ad gangen. Dette overholdes ikke

7: Tilløbet til Slotsbanken er tidligere blevet oprenset for at forhindre en tilgroning, som den også skal. Dette overholdes ikke

Det er aldeles uacceptabelt

Anders Rohr Jørgensen og Peder Tørnqvist måtte med skam konstatere, at Slotsbanken, som er udpeget nationalt minde og er særligt fredet, er godt på vej til at forsvinde i misvedligehold. – Dette er aldeles uacceptabelt, og der bør omgående iværksættes en sikring af området, præcist som det siden 1942 har været tanken også skulle ske, lyder det samstemmende fra de to politikere, som fremhæver, at Nationalmuseet endda har skrevet, at det er vigtigt at området ikke gror til.
Men på trods af et helt åbenlyst forfald af området, er intet sket.

Hvilken plan anvendes?

Det undrer mange i Ribe, at det hele fremstår tilgroet, når turisterne kommer på besøg i byen – og formanden for Slotsbankens bestyrelse Henrik Præstholm henviser til, at Esbjerg Kommune har vedligeholdelsesopgaven. Hvilken plan mon der anvendes?

Besøg fra Borgen

– Nu kan vi ikke længere lade stå til, siger Peder Tørnqvist, som også i årevis har kæmpet for overholdelses af regulativerne for kommunens mange vandløb. – Derfor har vi inviteret en delegation fra Borgen til Ribe, så de med egen hånd kan se hele området, tilføjer Anders Rohr Jørgensen. Dette besøg er planlagt til torsdag d. 26. august.

Byens attraktioner skal vedligeholdes

Den afsluttende kommentar fra Peder og Anders er præcis og skarp: – Vi hverken kan / skal / vil længere stiltiende se til, at Ribes historiske attraktioner misligholdes – og at gældende vedligeholdelsesplaner ikke følges.

(Foto: René Jørgensen)

De sidste tre år

I de sidste tre år har leder Hans Korsgaard Laursen, Teknik & Miljø ( Entreprenør – distrikt Ribe) haft ansvaret for at klippe / skære / vedligeholde Slotsbanken mm. Han fortæller RYK IND RIBE, at der arbejdes efter følgende plan:

  • 2 gange græsklip af skrænterne og grødeskæring uge 33.
  • Klipning af gangarealet 8-10 gange i “sommerperioden”.
  • Skrænten ved afvandingsbassin hører under Forsyningen, men den grødeskæres  på regning sammen med Slotsbanken.

Der  ér ikke aftalt ekstra grødeskæring.
Græsset kan ikke slås flere gange.
Oprensning af Slotsbanken ligger ikke i budgettet.

Oversigtsplan fra Esbjerg Kommune