Tekst og foto: René Jørgensen
20. marts 2024.
Måneskinshaven, et nyt område på den nye kirkegård
Igen er de på banen, de dygtige pensionerede håndværksmestre. RYK IND RIBE skrev i 2018 om det store arbejde med fortællergyngerne på kirkegården. Et nyt tiltag, der ikke var set før. Nu har de samme dygtige håndværkere på opfordring fra Ribe kirkegårde, opsat en klokkestabel i et design, der passer fint ind sammen med fortællergyngerne.
På den nye kirkegård er man i gang med at etablere nye gangstier, og den rejste klokkestabel er placeret midt i området, der kaldes Måneskinshaven.
Der skal ringes med klokken
I første omgang er der rejst en Klokkestablen på den nye kirkegård i Tange. I løbet af året kommer der også en på den gamle kirkegård ved Gravsgade.
Ved begravelser fra de to kirker, er det meningen, at de kirkelige handlinger følges op af ringning – bedeslag fra klokkestablen.
De støbte klokker opsættes af Vejle-firmaet THUBALKA. På klokkerne er der indgraveret en tekst, som fortæller, at klokkestablen er rejst af lokale frivillige håndværksmestre, og støbt til Ribe Ny kirkegård i 2023 af Eijsbouts i Holland.
Begge klokker monteres på samme tid, så først når arbejdet på den gamle kirkegård er færdigt, vil borgere i Ribe kunne opleve det nye tiltag fra Ribe Kirkegårde.
Hvem er de så, de dygtige håndværkere:
Niels Pinborg – Arkitekt
Egon Sørensen – Murermester
Helge Bruun – Tømrermester
Henning Jespersen – Tømrermester
Hans Peter Jepsen – VVS mester
Thomas Jacobsen – Smedemester
Jørn Nissen – Snedkermester
Arbejdet gik fint onsdag formiddag, hvor mestrene blev hjulpet af kirkegårdspersonalet. Mon ikke formiddagens gode arbejdsindsats blev belønnet med en frokost i mandskabsrummet på kirkegården.