Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 24. maj 2025
Ældre og enlige i Ribe-området, der har en drøm, kan fremover måske få drømmen opfyldt.
Det er den lokale afdeling af Ældresagen, der er i gang med at starte et spændende projekt under navnet ”drømmeløbere”.
Projektet går ganske enkelt ud på, at Ældresagen knytter nogle drømmeløbere til foreningen, og disse drømmeløbere sørger så for, at de ældre og enliges ”drømme” går i opfyldelse.
– Foreløbigt er der godt en snes drømmeløbere, og nu mangle vi blot nogle, der melder sig for at få deres drømme opfyldt. Det kan f.eks. være, at man gerne vil en tur på kirkegården, men har brug for en ledsager, det kan være en tur i en forretning, en tur ud i naturen, på café eller noget helt andet, fortæller Jette Dall, der er koordinator på projektet.
Hun fortæller videre, at man har kontaktet nogle plejehjem og hjemmeplejen, men endnu er der ingen, der har henvendt sig med ønsker.
Formanden for den lokale afdeling af Ældresagen, Jenny Beck, supplerer: – Ældreløbere er etableret i et par byer, og vi ved, at i Gentofte har man stor succes med ordningen.
Systemet fungerer sådan, at drømmeløberne melder sig til i en Facebook-gruppe Drømmeløber Ribe.
De enkelte drømmeløbere forpligtiger sig ikke til noget. Ideen er, at når der kommer ønsker, bliver disse lagt ud i facebookgruppen, og så kan den enkelte drømmeløber byde ind på et af ønskerne, hvis de har tid og lyst netop til den opgave.
– Man forpligtiger sig som drømmeløber ikke til at stå til rådighed på bestemte tidspunkter, og det handler heller ikke om at danne personlige relationer til den person, man hjælper med opfyldelsen af drømmen. At være drømmeløber må ikke forveksles med det at være besøgsven. Og princippet er sådan, at hvis der er udgifter ved opfyldelsen af en drøm, er det den, der får hjælpen, der betaler, slår Jette Dall fast.
De, der gerne vil have hjælp til opfyldelse af en drøm, kan henvende sig på mailadressen droemmeloeber.ribe@gmail.com eller ringe til Jette Dall på telefon 20672050.
– Vi ved, der sidder mange rundt omkring og som gerne vil et eller andet men ikke selv er i stand til at klare det. Det kan være fordi de nære pårørende bor så langt væk, at det ikke umiddelbart kan lade sig gøre, og der kan være mange andre årsager til det, så derfor vil vi gerne hjælpe med at få drømme opfyldt, lyder det samstemmende fra Jenny Beck og Jette Dall.