Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 10. januar

Ripensere får nu mulighed for at blive testet for Covid 19 i Ribe fremfor at skulle køre til testcenteret i Esbjerg. Det sker fredag den 15. januar og lørdag den 16. januar i Ribe Fritidscenter

Det sker ved den såkaldte PCR-test, der er den mest sikre af testformerne og som gennemføres ved, at der føres en vatpind ind i svælget for at tage skrab fra svælget til den nærmere undersøgelse. Resultatet får testpersonen i sin e-boks. Testen må ikke forveksles med den hurtige test, hvor en vatpind føres ind gennem næsen, og hvor svaret foreligger meget hurtigt. Den test har en sikkerhedsmargen på godt 50 procent, hvorimod PCR-testen er omkring 95 procent sikker.

At det bliver muligt at blive testet i Ribe skyldes Venstres lokale folketingskandidat Klaus Sandfeld.

Klaus Sandfeld

– Jeg hørte, at der var nogle, der klagede over, at de ikke kunne blive testet i Ribe, og så tænkte jeg, at man kunne jo brokke sig over det eller prøve at gøre noget ved det. Der er jo ikke testcentre i alle byer.

– Jeg kontaktede Region Syddanmark, og det viste sig, at vi fredag kan få en testenhed til Ribe, mens der lørdag kommer to enheder. Det betyder, at der fredag kan testes mellem 400 og 500 personer, mens der lørdag kan testes mellem 800 og 1000 personer begge dage i tidsrummet fra klokken 9 til 17.30. Der skal ikke bestilles tid, men testen foregår efter princippet ”først til mølle”, forklarer Klaus Sandfeld.

Han fortæller videre, at han talte med centerleder Jørgen Th. Jepsen, og det viste sig, at testen godt kunne finde sted inde i fritidscentret, så prøven bliver ikke taget i en bil.

Testen er gratis, men de, der vil testes, skal huske at have sygesikringskortet med.