Tekst:  René Jørgensen Illustration: privat
14. juli 2025.

Nu inviterer Danni og Betina til social løbetur fra bagerbutikken

– Betina Hansen fra Pompei har henvendt sig. Hun vil gerne have mig med til at prøve at arrangere en social løbetur fra bagerbutikken, fortæller Danni Callesen – en mand, der ikke behøver nærmere præsentation i byen, og som sjældent siger nej til en god idé.

Derfor bliver det nu muligt at snøre løbeskoene og deltage i en ny og hyggelig løbetradition med start foran Pompei. Søndag den 10. august klokken 10.00 går det løs med en 5 kilometers social løbetur gennem byen – på en rute, som Danni selv har tilrettelagt og delvist hentet inspiration til fra Royal Run-ruten.

– Hvis byen er så smuk, som kongen siger, så lad os vise den frem for endnu flere glade mennesker, lyder det fra Danni med et smil, med henvisning til kongens rosende ord efter Royal Run-besøget tidligere på året.

Løbeturen handler ikke om tid og præstation, men om fællesskab, frisk luft og glæden ved at opleve byen sammen. Efter turen er der dækket op med friskbagte surdejsboller og noget dejligt at drikke foran butikken – selvfølgelig i ægte Pompei-stil.

Tilmelding sker enten i butikken eller via opslaget på Pompeis Facebookside. Den første tur er gratis, og håbet er, at det kan blive en fast månedlig tradition – hvis der er opbakning blandt deltagerne.

– Det er ikke fordi vores WalkRun&Beer ikke skal fortsætte. Men nu har Betina lige rakt ud, og så kan jeg jo ikke lade være, griner Danni, der aldrig siger nej til en ny udfordring – især ikke, når den kombinerer løb, lækkert brød og gode mennesker.