Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 10. oktober 2022
En plads i Ribe, der måske leder tankerne hen på 2. verdenskrig, bliver nu gjort smukkere.
Det er parkeringspladsen mellem Grønnegade og Præstegade, der er tale om, og byrådet vedtog mandag aften at frigive de 1,5 millioner kroner, der er sat af til en forskønnelse af pladsen.
Det var formanden for plan- og byudviklingsudvalget, Henning Ravn (V), der ledte tankerne hen på 2. verdenskrig, idet han i sin forelæggelse af sagen sagde, at der efter sigende er spor af 2. verdenskrigen i den beton, der ligger på pladsen.
Den greb Karen Sandrini (S) omgående og sagde: – Den plads har undret mig som ripenser og sikkert mange andre. Den ligner noget fra anden verdenskrig, men det glæder mig, at der nu frigives penge også til træer på pladsen.
I sin redegørelse for sagen, oplyste Henning Ravn, at der mod de nuværende 14 p-pladser på stedet vil blive 11, når pladsen er sat i stand. Det skyldes bl.a., at der skal være en stiforbindelse fra Grønnegade og en tinglyst deklaration om adgangsvej til en nabobygning.
I sagsfremstillingen hedder det, at pladsen tænkes belagt med granitbrosten, men det kan blive ændret, da prisen på granitbrosten for tiden er uhørt høj.
Der er desuden regnet med beplantning med træer og buske, og ud mod Præstegade afskærmes pladsen med en rød mur, som det er tilfældet andre steder i Ribe.
Pengene er bevilget i 2023.









































































