Tekst: Renè Jørgensen foto: Esbjerg Kommune
16. september 2022.

Nu åbner Rådgivnings- og aktivitetscenter for yngre med demens i Ribe

Esbjerg Kommune inviterer alle interesserede til indvielse og åbent hus på nyt rådgivnings- og aktivitetscenter for yngre med demens i Ribe onsdag den 21. september 2022 kl. 16.00 – 18.00.

Det nye rådgivnings- og aktivitetscenter for yngre med demens i Ribe findes i Volieren på Margrethegården, Skyttevej 200, Ribe. Alle er velkomne til at lægge vejen forbi ved indvielsen den 21. september. Foto: Esbjerg Kommune.

Efter fire succesfulde år med et rådgivnings- og aktivitetscenter for yngre med demens i Esbjerg åbner Esbjerg Kommune nu endnu et rådgivnings- og aktivitetscenter for yngre med demens, denne gang i Ribe. Centret, der har til huse på Margrethegården, Skyttevej 200, 6760 Ribe, indvies onsdag den 21. september 2022 kl. 16.00 – 18.00, og alle interesserede er velkomne til at kigge forbi.

I forbindelse med indvielsen er der åbent hus, hvor det er muligt at få en snak med centrets medarbejdere og demenskonsulenter fra Esbjerg Kommune. Her kan man blandt andet høre mere om den klub for yngre med demens op til ca. 75 år, som er en central del af tilbuddet, og pårørende kan få råd og vejledning.

Et godt og værdigt liv

Formanden for Sundhed & Omsorgsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, ser frem til at deltage ved indvielsen:

– Vi har haft gode erfaringer med vores rådgivnings- og aktivitetscenter for yngre med demens i Esbjerg, og jeg er derfor utrolig glad for, at vi nu også får mulighed for at tilbyde hjælp helt tæt på borgere med demens i den sydlige del af Esbjerg Kommune. Jeg håber, at borgerne i Ribe og omegn vil gøre stor brug af det nye tilbud, som skal være med til at sikre et godt og værdigt liv for mennesker med demens, siger May-Britt Andrea Andersen.

Det nye rådgivnings- og aktivitetscenter henvender sig især til yngre mennesker med demens, der stadig bor hjemme, og til deres pårørende. Alle kan henvende sig anonymt og uden forudgående visitation, så det bliver muligt at yde så tidlig en indsats som mulig.

I første omgang er tilbuddet i Ribe en forsøgsordning, der løber til og med 2023 for at afprøve behovet for et center i Ribe-området.