Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. maj 2021
I løbet af kort tid kan Esbjerg Kommune lægge sidste hånd på udskiftning af fortove og vandrender i gågaden i Ribe. Det er blevet et ganske flot resultat, hvor brolæggere, forretningsdrivende og borgere sammen har løst de udfordringer, som er opstået – fx. da en gravemaskine ved at ødelægge en fase i et kabel på broen ved Ydermøllen mørklagde flere butikker.
Der har været en del forlydender om, at Norlys snart skal have fliserne op igen i gågaden, da de skal have nogle kabler placeret.
RYK IND RIBE har derfor bedt Norlys kommentere dette.
Gågaden skal graves op i mindre bidder
Kommunikationspartner for Norlys Tele, Linn Friberg Frederiksen skriver: – Norlys har planer om at foretage punktvis gravearbejde i Ribes gågade i forbindelse med en opgradering til fibernet. Norlys deltog i mødet forud for det nuværende gravearbejde, og det er selvfølgelig dybt beklageligt, at vi valgte ikke at gå med i det. For at undgå gener for handlende, forretningsdrivende og beboere i sommermånederne, er opgraderingen planlagt i efteråret. I samarbejde med Esbjerg Kommune er der lavet en plan, så gravearbejdet kommer til at foregå i mindre bidder, og belægningen bliver reetableret, så det kommer til at se pænt ud igen.