Tekst Hasse Jørgensen, lørdag den 5. oktober 2024
Der venter publikum noget af en musikalsk oplevelse, når trioen Experience of the North går på scenen onsdag den 9. oktober klokken 19.30 på restauration Backhaus.
Med deres forskellige musikalske baggrunde har trioen kastet deres kærlighed over det nordiske jazzunivers og søger på deres egen unikke måde at nytænke og udvikle genren.
Deres mål er at berøre publikum med smukke melodier ved at tilføre en ny og måske eksotisk dimension til den nordiske tone.
Trommeslageren Chris Falkenberg fortæller: – Musikken handler i høj grad også om at få publikum til at mærke den forbindelse vi har sammen i bandet og prøve på at få dem med ind i vores univers.
Trioen planlægger bla. at spille musik fra Brasilien dog transformeret til et mere nordisk lydunivers.
Trioen består af Eloá Gonçalves på klaver, Tobias Steinrück på bas og Chris Falkenberg på trommer & electronics
Entré: 150kr / Medlemmer af Jazzin’Ribe: 125kr. Billetsalg på: billetter.ribejazz.dk