Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 17. november 2022

Alt imens vejret de seneste dage er skiftet fra næsten forårsagtigt til noget, der minder om vinter, er nordens ældste by også i fuld gang med at iklæde sig juledragten. Juleguirlanderne er ved at være sat op i de centrale gader, og det samme gælder det store juletræ på Torvet. Her har vognmand Leth også sørget for, at julehytterne er kommet på plads, så den helt rigtige julestemning igen kan skabes i den gamle by. For nok er det sparetider, og nok er der skruet ned for blusset, når det gælder julebelysningen forstået på den måde, at tændingstiden ikke vil være så omfattende som tidligere. Men det bliver stadig en hyggelig jul i den gamle by, hvor butikkerne vil bugne af gode tilbud, og hvor der – traditionen tro – bliver serveret rigtig god glühwein på Torvet blandt mange andre gode ting.