Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitVejen, torsdag den 30. maj.
Alt tyder nu på, at den planlagte grænsesti, der skal gå fra Kongeåstien i nordøst til Vester Vedsted i vest, bliver en realitet.
Nordea Fonden har netop meddelt Esbjerg Byråd, at fonden støtter projektet med 2 millioner kroner, og det beløb lagt sammen med de 3,3 millioner kroner, kommunen har afsat til projektet, betyder, at det kan realiseres. Der er desuden søgt andre fondsmidler, og dem ventes der snart svar på.
Det fremgår af udvalget for teknik og byggeris dagsorden.
Nordea Fonden har i sin vurdering af projektet lagt vægt på, at Grænsestien er et attraktivt projekt, der har sammenhæng med andre store stiprojekter i regionen finansieret af Fonden, at det rummer formidling af kulturhistorien i området, at projektet er baseret på et tværgående samarbejde mellem flere interessenter i området, at det vil kunne gennemføres, og at det henvender sig til mange forskellige målgrupper.
Fondens ønsker primært, at bidraget anvendes til opførelsen af de tre specialdesignede Info-hytter, en anderledes levende formidling af stien og dens historier og til 1-2 stibroer over vandløb”
Nordea Fonden opstiller en række betingelser for bidraget til projektet, og i dagsordenen oplyses det, at det alle er betingelser, der kan opfyldes.
Grænsestien er et projekt, der er startet af en gruppe lokale mænd, der ihærdigt har arbejdet på en realisering af projektet. Det er meningen, at grænsestien skal følge den grænse, der var gældende fra 1864 til 1920. Den etableres dels på anlagte, mindre veje, og dels skal der laves nye stier. Der bliver tale om en kombineret cykel- og gangsti med mulighed for rundture under vejs, og desuden er det meningen, at der skal bygges shelters under vejs, som der kan overnattes i.
Grænsestien er betegnet som et fyrtårnsprojekt i forbindelse med fejringen af 100 året for genforeningen i 2020.










































































