Tekst og foto: René Jørgensen
14. marts 2025.

Nordea fonden donerer større beløb til andelsboligforening.

Conny Knudsen, der er konstitueret formand for andelsboligerne Gl. Stadion afdeling 1, har travlt sammen med firmaet Gravenisserne at få planerne om forskønnelse af fællesarealet ført ud i livet.

Vi var så heldige sidste år, at Nordea-fonden skænkede os ca. 340.000 kroner, et ret stort beløb, til forskønnelse af vores fællesområde ved fælleshuset, fortæller Conny Knudsen der sammen med kasser Anna Grethe Madsen har stået for ansøgningen om det fornemme beløb. Det er det grønne fællesareal ved Fælleshuset, der af mange Ribe-drenge og piger vil være kendt som kiosk og omklædning i RBG, men for mange år siden blev området forvandlet til boliger, Både andelsboliger og ungdomsboliger.

De næste to tre uger arbejdes der på at få en sti langs boligerne ved fællesarealet, en pergola, en stor terrasse, alt sammen til fællesskabet i afdeling 1 og 2, men biodiversitet bliver også indarbejdet i højbed. Vi får også et vandspejl til fugle, pindsvin og insekter og der bliver sat fuglekasser op. Vi er glade for beløbet, så planerne kan blive til noget fortæller Conny Knudsen.