Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 30. december

Der er åbenbart problemer med leveringen af både ugeavisen og reklamer i store dele af Ribe.

I den sydlige bydel er der mange mennesker, der enten ikke får reklamer og ugeavisen bragt til døren hver uge, eller også sker det meget sporadisk. Henvendelser til distributionsselskabet FK Distribution per telefon eller mail har ikke formået at løse problemet.

Firmaet har tidligere i P4 Syd angivet manglende bude som årsag og gjort gældende, at der ikke er ret mange, der ønsker at gå med ugeaviser eller reklamer.

Der er åbenbart også nogle af budene, der er holdt meget hurtigt op.

På hjørnet af Damvej og Sønderportsgade i det gamle Falck-kryds har der i en lille uges tid holdt fire store trækvogne, der angiveligt er brug til at dele reklamer og ugeaviser ud med. De fire trækvogne er dækket af presenninger, men vinden har løftet presenningen på den ene trækvogn og afslører, at den er halvt fyldt med dyngvåde ugeaviser og reklamer.

Man kan så undre sig over, at der ikke er nogen, der savner bemeldte trækvogne.

De fire trækvogne står parkeret lige i krydset