Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 18. november
Hvor mange elever, der i årenes løb har lært dansk og matematik på stedet, og hvor mange forældre, der har siddet til møde om deres poder, skal være usagt. Men om få uger er Nørremarkskolen ikke mere.
Entreprenørfirmaet P-Olesen.DK er i fuld gang med at fjerne de bygninger fra jordens overflade, der tidligere udgjorde skolen. Når vi kommer til jul, er der formentligt ikke flere skolebygninger på stedet bortset fra sportshallen og et klubhus, som har fået lov at blive, og som de lokale beboere fremover kan bruge.
Skolen blev bygget midt i 70’erne, og den var beregnet til at holde i 25 år. Datidens politikere var af den opfattelse, at Nørremarken, som på det tidspunkt var et nyt boligkvarter, i løbet af 25 år ville blive et sølvbryllupskvarter stort set uden børn. Derfor ville der heller ikke være behov for en skole i området. Selvsamme politikere glemte bare, at der er folk, der sælger deres huse til unge mennesker, der har eller står for at skulle have børn, og dermed var der stadig børn i området – men nu igen skole.
Bygningerne fungerede en kort overgang som midlertidig bolig for flygtninge, men da flygtningestrømmen til Danmark er aftaget kraftigt, er der heller ikke brug for skolen til det formål.
Bygningerne var til sidst i så elendig forfatning, at nutidens politikere har besluttet, at den skal rives ned, og det bliver den i disse dage. Arbejdet med at rive selve bygningerne ned, går relativt hurtigt, men der er kælder og dermed sokkel under to af skolebygningerne, og det tager lidt tid at få soklerne fjernet. Men går alt efter planerne, er der ingen skole tilbage på Nørremarken, når juletræerne tændes.










































































