Tekst og foto Hasse Jørgensen. Søndag den 14. jan.

Nørremarkskolens æra som midlertidig bolig for flygtninge er snart en saga blot.

Med udgangen af februar ophører Esbjerg Kommune med at bruge skolen til formålet, idet antallet af flygtninge, der skal have bolig, er reduceret væsentligt.

I øjeblikket er der seks flygtninge i lokalerne på skolen, og da der var flest, var der omkring 70.

Skolen har fra sommeren 2015 været brugt til midlertidigt ophold for flygtninge, der har fået asyl, og som venter på en mere permanent bolig. Nørremarkskolen har intet med flygtningecenteret i Egebæk-Hviding at gøre, idet det er et center for flygtninge, der søger asyl.

Nørremarkskolen blev indviet sidst i 70’erne, og skolen blev bygget for at rumme de børn, der var kommet og fortsat ville komme med udbygningen af parcelhuskvartererne på Nørremarken. Samtidig blev det fra politisk hold gjort gældende, at skolen skulle kunne holde i 25 år, for så ville Nørremarken være et sølvbryllupskvarter stort set uden børn.

Skolen blev derfor opført i de lette materialer, som tilfældet er, men Nørremarken blev aldrig det påståede sølvbryllupskvarter. For nok blev datidens ”nybyggere” ældre, men politikerne glemte, at mange af dem flyttede og solgte husene til unge mennesker, der fik børn. Desuden valgte politikerne at fortsætte udbygningen af Nørremarken senest med bl.a. Bjerreskovparken

Hvad bygningerne ved Mosevej nu skal bruges til, står indtil videre hen i det uvisse ligesom tilfældet er med de lokaler i Seminariehuset, der blev ledig med privatskolens udflytning til den gamle handelsskole.