Tekst og foto: René Jørgensen
29. november 2024.
Når Arne Thomsen og Danni Callesen arrangerer et event, er der altid et formål ud over sundheden – og i år er ingen undtagelse! Julen nærmer sig, og hvad kunne være smartere end at kombinere en NisseTour med træningen op til Royal Run i maj 2025?
Fire uger med Nissejagt i den Gamle By
I den gamle by, som allerede har den helt rigtige julestemning takket være Ribe Handel, bliver vi jaget af nisserne. Fra starten af december og i fire uger frem, får deltagerne mulighed for at gå på jagt og træne op til Royal Run på en sjov og anderledes måde. Løbet eller gå-turen er rigtig god i mørke, med lommelygte, men kan også opleves som en frisk tur i dagtimerne
Sådan foregår det:
Uge 1 – Fredag d. 29. november til fredag den 6. december.: Skovjagt mellem Jernkærvej og Farupvej – Start overfor Ribe Camping.
I den første uge begynder jagten i skovområdet mellem Jernkærvej og Farupvej, hvor nisserne er hængt op i træerne og markeret med reflekspile. Nogen vil måske huske det fra HekseTouren, hvor nisserne var hængt op på samme måde. Finder du ikke de 20 nisser, der er gemt i skoven første gang, bliver din træning bare endnu bedre!
Uge 2 – Fredag den 6. december til fredag d. 13. december.: Nissejagt i Ribe By – Start ved Ribe Domkirke
Ugen efter rykker nisserne ind i Ribe By, og hvis du er hurtig på fødderne, kan du også nyde den flotte juleudsmykning, som butikkerne i Ribe Handel byder på.
Uge 3 – Fredag den 13. december til – fredag den 20. december: Skovjagt i Tange Skov – Start ved transformerstationen
Den tredje uge foregår i den hyggelige skov i Tange, hvor Henrik Olsen har opført en charmerende lille nisseby – en perfekt kulisse til jagten.
Uge 4 – Fredag d. 20. december til fredag d. 27. december: Nisserne vender tilbage til Ribe By – Start ved Ribe Byferie.
– Når du har været afsted på en af disse ture, skal du lige klikke dig ind på den lille ”klikker” der er monteret ved starttavlen ved hver tur. Har I været fire fra familien afsted, klikker I fire gange på ”klikkeren”. Så altså 1 klik pr. person og man klikker hver gang man har været afsted, lyder det fra den ihærdige løber og arrangør Danni Callesen.
HVEM KAN FÅ LAVET FLEST KLIK PÅ ”KLIKKEREN”?
Den sidste uge bringer nisserne tilbage til byen, og kender man de to arrangører, Arne og Danni, kan man forvente en spændende og underholdende afslutning på jagten. Og hvem ved – måske støder du på den legendariske løbejulemand, Niels-Peter Hansen-Jensen, som Danni Callesen er kendt for at nævne med et smil og et “dobbelt bindestreg”.
Er du klar til NisseTour?
Kom og vær med på jagten – en sjov måde at træne på og samtidig komme i den rette juleånd, mens du forbereder dig til Royal Run i 2025. Vi lover, at der bliver både motion, julestemning og masser af spænding, fortæller Danni Callesen. Du kan følge de seneste opdateringer omkring turene på NisseTour på Facebook: NisseTour | Facebook
Er du klar til at løbe eller gå med de hurtigste nisser i kongens tjeneste? Vi træner op til Royal Run, og vi har brug for de skarpeste “nisseben” til at jage både nisser og personlige rekorder! Vær med i den eventyrlige julenissetræning, hvor sjov og fart går hånd i hånd, mens vi forbereder os til en majestætisk løbeoplevelse.
Bemærk pilene er reflekser.