Tekst: René Jørgensen
29. oktober 2018.
”Nisserne i Ribe” er en glimrende bog skrevet af Søren Mulvad, der i vanlig stil fanger læserens opmærksom og sender minderne tilbage til det man selv husker som barn i Ribe.

Ribe er udnævnt til årets juleby 2018, og i den anledning har De ripensiske nisser, der ikke så ofte er i kontakt med menneskerne i byen mere – bedt Søren Mulvad fortælle, hvad han i sit lange liv har oplevet af små eventyr med nisserne i Ribe. Det elektriske lys skærer nisserne i øjnene, så de mister orienteringen. Derfor er det vigtigt at huske på de dage, hvor kontakten var hyppigere, end den er nu.
Samlingen af fortællinger udsendes i nært samarbejde med både ”Nisserådet” og ”Ripensisk Nisseselskab af 1631”.

Billederne i bogen er samlinger tilhørende Torben Hestehave, Karl Andreasen og Søren Mulvad. Vignetterne er tegnet af Susanne Edelberg Mulvad.

Bogen har fortællinger om blandt andet Morbror Johans tobakspibe, Nisserne driller vægteren, og naturligvis historien om Søren Mulvads første møde med nisserne.

Ønsker du at erhverve bogen på 52 sider med fantastiske fortællinger, kommer den til salg hos Bog & Idé Ribe, Ribe Viking Museum og Kvickly.

Glæd jer til hyggelige timer med Søren Mulvads imponerende fortæller kunst.