Tekst og foto: René Jørgensen copyright
6. juni 2018
Man kan da kun blive glad når man ser de kønne planter, de nye bede og der er også kommet nye borde/bænke i anlægget bag Bostons Gård. Alt sammen skal det være med til at give Ribes borgere og vores turister en god oplevelse, når de passerer anlægget på vej til eller fra Andeøen.
Tagetes, Kalhar, Solhat og Løvmund og jeg kunne blive ved. Nej vel kan jeg ej, men Nina der er landskabsarkitekt ved Vej og Park, Esbjerg Kommune, fortæller om projektet, planternes navne og at projektet faktisk startede i 2017, med en ny belægning på stierne med kanter af brosten.
De våde måneder i starten af året fik beplantningen til at rådne og derfor er Nina i gang i anlægget sammen med anlægsgartner Nete, og de to velkendte parkmedarbejdere Flemming og Paul, der altid er i gang med at holde Ribe pæn. Om det er græsset eller træbeskæring de to ”gutter” er i gang med, falder der altid en god bemærkning fra de to.
I dag er det dem og de to unge damer, der får bemærkningerne, for ingen går forbi uden at rose arbejdet.
Og flot ser det ud.
Planterne skal stå sommeren over, og Nina fortæller at der kommer nyt i bedene til efteråret.
Godt arbejde.
Så´ det sagt.










































































