Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 1. februar 2023

Formanden for Ribe Boligforening, Nina Christensen, er efter kort tids sygdom død 69 år gammel.

Med Nina Christensens død er en stor personlighed gået bort. Hun havde et stort socialt gen, og for hende var det at drage omsorg for sine medmennesker et kendetegn.

Problemet med at skaffe gode boliger til rimelige priser var Nina Christensen vokset op med. Hendes far, Eigil Christensen, var formand for Ribe Boligforening i mange år. Han blev afløst af Jens Hunderup, og da Jens Hunderup besluttede sig for at gå på pension, blev Nina Christensens hans arvtager. Nina havde på det tidspunkt været næstformand i nogle år, og hun og Jens Hunderup kørte et stærkt makkerskab i boligforeningen som optakt til generationsskiftet.

Nina Christensen var væk fra Ribe i flere år, hvor hun var bosat i Kolding. En stor del af hendes arbejdsliv var helliget it. Hun arbejdede bl.a. mange år på amtsgården i Ribe, hvor efter hun arbejdede med it-løsninger for lægevagten i Region Syd. Sammen med lægerne sørgede hun for, at det praktiske fungerede.

Hendes sociale gen kom også til udtryk, da hendes lillesøster, Iris, døde i en meget ung alder og efterlod sig to små børn. Dem adopterede Nina, og hun efterlader sig således fire børn.

Nina Christensen var et varmt, åbent, lyttende og meget interesseret menneske, der stod godt rustet til at varetage formandsopgaven i boligforeningen.

Bisættelsen finder sted fra Sct. Catharinæ Kirke fredag den 10. februar klokken 14.