Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 31. august

Ribe-drengen Niels Toft har i næsten 30 år været synonym med byens spillested Stenbohus. I de mange år har Niels Toft – fristes man til at sige – været fast inventar på Stenbohus som bartender i dagtimerne samtidig med, at han sørgede for booking af musik, tilrettelæggelse af Tulipanfesten på Stenbohus og lignende.

Men nu er det slut. Fra 1. oktober dropper Niels Toft de daglige vagter på ”stenen”, og de overtages i stedet af kompagnonen Carsten Berthelsen. De to ejer i fællesskab Stenbohus. Carsten Berthelsen har stor erfaring indenfor restaurationsbranchen, hvor han tidligere drev diskoteket i den gamle biograf i Ribe, ligesom han har haft forretninger i Sønderjylland.

Niels Toft vil fremover hellige sig driften af restauration Kammerslusen, som han sammen med konen, Tinne Rieck, har forpagtet.

– Det har vist sig, at Kammerslusen har et meget stort potentiale med mange muligheder, og skal vi udnytte dem, er det nødvendigt at holde fokus. I vores budgetter var det ikke indregnet, at hverken Tinne eller jeg skulle have løn de første år, men vi har fået en fantastisk modtagelse ikke mindst af lokalbefolkningen, siger Niels Toft.

– Jeg fornemmer, at vi med genåbningen af Kammerslusen hat indfriet et savn i lokalbefolkningen, og dertil kommer, at turisterne synes det er et helt unikt sted. Vi må have ramt noget rigtigt, siger Niels Toft med henvisning til den succes, stedet har haft siden genåbningen.

Der er netop udarbejdet en helhedsplan for området ved Kammerslusen, der bl.a. indeholder en plads til autocampere, et slæbested og en ny, lang bådebro.

– Og hvis disse ting realiseres, er det nødvendigt at være oppe på beatet for at følge med og udvikle stedet, siger Niels Toft.

Han fortæller videre, at han ikke totalt slipper tøjlerne på Stenbohus: – Jeg er fortsat medejer, og jeg vil også fremover stå for musikarrangementerne og tilrettelægge Tulipanfesten på ”stenen”.

Fakta

Niels Toft blev ansat som hjælpevagt på Stenbohus 1. april 1991 og fastansat den 1. august samme år. Den 31. december 1907 sagde han op og han og familien tog til Australien. I 2010 overtog han sammen med Carsten Berthelsen stedet og har været der siden som fast bartender i dagtimerne.