Tekst Hasse Jørgensen, foto: pressefoto. Tirsdag den 13. nov.

– Som far til fire drenge vil jeg gerne, at mine børn hører god musik. Og jeg synes, at der i dag er meget mindre god musik i den digitale verden, og derfor arrangerer jeg disse gratis børnekoncerter.

– Her kan børnene ikke alene opleve musikken live, men de får også forklaret om den, og de kan selv prøve at komme på scenen.

Sådan siger Niels toft om baggrunden for, at han nu for tredje gang arrangerer en gratis børnekoncert.

– Og nok er koncerten for børn, men deres forældre må da meget gerne komme med, så de også kan få en fornemmelse af musikken, siger Niels Toft, der også kan fortælle, at ved den anden børnekoncert var der væsentligt flere både børn og forældre end ved den første, og han håber naturligvis, at den ”trend” fortsætter.

Det er bandet Børn To Be Wild, der kommer og spiller med showet The Snow Must Go On.

I en pressemeddelelse fra bandet hedder det:

”Vi har i BØRN TO BE WILD jo dedikeret vores liv til at formidle den helt særegne musikstil kaldet rockmusik for børn og voksne. Det har vi senest gjort med showet “ROCKMUSIKKENS HISTORIE – 100 år på 1 time”, der stadig ruller over landet.

Vores JULESHOW bliver på alle måder en helt ny form for juleshow, hvor julens klassikere udsættes for et lag rock(er)bank. December måneds travlhed, juleklicheer, ønsker, drømme og hang til hysteri får en omgang med rock-raketten, og din opfattelse af krybbespillet bliver nok aldrig den samme igen. Trommeslageren er stadig megasur over, at han skal spille den lille ny. Hej Joe(sef) af Jimmy Hendrix er naturligvis med, ligesom “Julerockpourriet” glædeligt indeholder bl.a.”, ”Snow Must Go On (Queens), ”Merry X-mas everybody” (Slade) mfl.

Vi snakker “julemandskostume”, julesalmer tilsat rå rockguitar, sidste års hitsingle ”JUBIJUL”, børn på scenen og lære ”Last X-mas” og en hel masse andet julefis.

Det er julestemning og rockballade med stor humor og professionelt udført rockmusik fra øverste hylde. Som altid sender vi på både børne- og voksenkanalen, så det er aldrig kedeligt, uanset hvilke ører der hører.

Det varer 40 minutter, og man er på intet tidspunkt overladt til sig selv”

Koncerten holdes i Hotel Ribes sal lørdag den 1. december med start klokken 16.