Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 30. november

Skulle uheldet være ude, og en person bliver ramt af et hjertestop, er der ikke langt til hjælpen i form af hjerteløbere. Også i Ribe er denne organisation udbredt, og en af dem, der er klar til at yde livreddende hjerte-lunge massage, er Niels Ole Frederiksen med bopæl på Skibbroen.

Forleden dag kom Niels Ole Frederiksen i aktion, og det er tredje gang, han har været førstehjælper ved hjertestop.

– De to første gange var i København, hvor vi boede den gang. En gang i forbindelse med mit arbejde, hvor en 86-årig dame faldt om med hjertestop. Hende lykkedes det ikke at redde. Anden gang var, da jeg kom cyklende med en kammerat. Pludselig faldt en mand om, og vi måtte springe til og yde førstehjælp. Det lykkedes at få liv i manden. Han slog øjnene op og sagde Torben, hvorefter han rent faktisk døde igen. Men da var ambulancen og lægeambulancen kommet, og de fik liv i ham igen, så han var ved bevidsthed, da de kørte med ham. Hvordan det er gået siden, ved jeg ikke, fortæller Niels Ole Frederiksen.

Og det var faktisk de to tilfælde, der fik ham til at melde sig som hjerteløber.

– Det var to gange indenfor kort tid, jeg var ude for det, og så meldte jeg mig, for jeg tænkte, at det åbenbart var noget, jeg skulle. Siden er jeg kun blevet kaldt ud en gang, og det var den gang i Ribe.

Hvordan var det?

– Det er meget intenst. Der sker en masse ting på meget kort tid. Da alarmen lød, sad min kæreste og jeg begge og snakkede. Vi spurgte begge: hvad er det, indtil vi opdagede, at det var alarmen. Da jeg meldte mig, blev jeg spurgt, om jeg ville tage opgaven. Det var bare med at sige ja, få sko og jakke på, og så afsted.

– Jeg fik udstukket en rute til Kolvigs gård, hvor jeg skulle hente en hjertestarter. Her kom en dame til, og vi fik adressen på patienten, og så gik det bare i løb samtidig med, at vi skulle holde øje med mobiltelefonen, fortæller Niels Ole Frederiksen.

Det viste sig, at det var en mand, der var faldet om inde i sin lejlighed. Det var spottet af et par naboer, der ude fra kunne se manden ligge på gulvet. Det lykkedes damerne at komme ind i huset og ringe til 112, hvorfra hjerteløbere, ambulance og lægeambulance blev tilkaldt.

– Da vi kom ind i huset og lige havde åbnet tasken med hjertestarteren, kom der yderligere to hjerteløbere. Vi fik vendt manden om på ryggen og kunne konstatere, at han var død og havde været det nogen tid. I det samme kom ambulancen, og vi trak udenfor for at redderne kunne gøre deres arbejde. Da vi kom udenfor, var der i alt kommet 12 hjerteløbere.

– Alle hjerteløbere ved nøjagtigt, hvad der skal gøres. Og hjertestarteren fortæller selv, hvad man skal gøre, når man har åbnet og tændt for den.

– Det giver en tryghed at vide, at der er så mange, der er parate til at hjælpe, hvis uheldet er ude. Det er mega sejt, at så mange møder op, siger Niels Ole Frederiksen.

Hvordan har du det efter en sådan oplevelse?

– Det er en følelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Jeg var lidt påvirket af det sidste gang. Nok mest fordi, manden lå og var død på gulvet, og jeg synes det er uværdigt, at skulle ligge på et gulv. Men formentligt er han død øjeblikkeligt, da han blev ramt af hjertestoppet. Jeg tog et glas rom, da jeg kom hjem og snakkede med min kæreste om det.

Er det vigtigt at have en at tale med om det?

– Det er meget væsentligt. Og da vi stod udenfor huset og ambulancefolkene var inde, kom der en fra ambulancen og spurgte, om der var nogen af os, der havde brug for hjælp, så den del er der også tænkt på.

Og du er stadig hjerteløber?

– Ja, jeg har alarmen endnu, og jeg føler mig som en del af en flok, der sørger for, at andre er trygge, lyder det fra Niels Ole Frederiksen, der gætter på, at mange har meldt sig som hjerteløber efter fodboldspilleren Chr. Erichsen under en kamp faldt om på Idrætsparkens grønsvær. Han blev formentligt reddet på grund af en meget hurtig indsats fra tilstedeværende, der var kyndige på området.

Fakta

Hjerteløbene kaldes ud af alarmcentralen. Når alarmcentralen får melding om et hjertestop tilkaldes de nærmeste hjerteløbere samtidig med ambulance og lægeambulance. Da hjerteløberne på grund af mængden af hjerteløbere ofte bor tættere på patienten end ambulancen er, kommer hjerteløberne som regel først og kan indlede den livgivende førstehjælp. Netop ved hjertestop er hurtig hjælp meget afgørende.