Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto Maria Bjørn, mandag den 9. januar 2023

Nu får ripensere og andet godtfolk igen mulighed for at være de første til at høre Niels Hausgaards nye show.

Den 5., 6. og 7.  februar gæster den populære entertainer Spillestedet Termansens, hvor han sammen med stedets ejer, Martin Schack, fremfører det show, de to efterfølgende skal på en tre måneders lang turne med over hele landet.

– Og det glæder jeg mig meget til. Niels Hausgaard er meget nem og behagelig at arbejde sammen med, lyder et fra Martin Schack.

At showet ”kører” tre dage på Spillestedet Termansens hænger sammen med, at Niels Hausgaard er en meget populær og elsket kunstner ikke mindst i Ribe, hvor han efterhånden har optrådt adskillige gange, samt at Spillestedet Termansens er et relativt lille spillested med ikke så meget plads til publikum.

Billetsalget til de tre koncerter åbner i dag, mandag, klokken 18.