Tekst: Johnny Tauman     Foto: René Jørgensen
4. januar 2025

SPORT 24 blev lørdag aften afviklet i Jyske Bank Boxen i Herning og vist på DR. Det har været et STORT sports år – og de helt store stjerner og hverdagens helte i klubber og foreninger blev hyldet på bedste vis krydret med god musik.

Især var der spænding, da DIF præsenterede Arbejdernes Landsbank og DIFs Årets Frivillig.
Niels Boysen Kjær, Ribe Gymnastik Forening var nomineret til titlen sammen med Danny Lykkegaard, Nordfyns Softball Klub og Anja Molin Christensen, Aalborg Roller Derby.

Tre nomineret ud af over 300

Mere end 300 var indstillet til titlen og hæderen – så derfor var der virkelig flot, at Niels Boysen Kjær var nomineret!
Mange var interesserede i at snakke med den beskedne formand i mere end 30 år – og alle fik samme besked: – Jeg er virkelig stolt og har i denne sæson sammen med min hustru to hold.
Niels har altid haft opbakning hjemmefra – og han har haft fællesskab som en central dynamo / ledestjerne.
Og inden aftenens arrangement havde han naturligvis skrevet en takketale, som det bør sig – med en varighed på 30 sekunder.

Indstillingen af Niels

På DIFs hjemmeside har man kunnet læse indstillingen:
Niels Bojsen Kjær har i over 30 år været en uovertruffen ildsjæl med sin store frivillige indsats i Ribe Gymnastik Forening. Man kan være sikker på, at når landmanden Niels Bojsen Kjær ikke er i stalden hos sine køer, så er han at finde i Ribe Gymnastik Forening.
Som formand og ungdomstræner i den succesrige gymnastikforening går Niels Bojsen Kjær altid forrest og byder ind på opgaver lige fra det administrative til at undervise i børnegymnastik. Niels Boisen Kjær er en empatisk, beskeden og dygtig formand.
Derfor nomineres han til Årets Frivillig.

Baggrund for prisen

De træner børn. De træner voksne. De arranger stævner, sociale arrangementer og et utal af andre begivenheder. De er dommere, trøjevaskere, foreningsformænd, praktiske hjælpere, klubkasserere og holdledere. De er limen i dansk foreningsidræt, og de skal nu hyldes i stor stil.
Derfor fejrer DIF og Arbejdernes Landsbank landets friville ildsjæle ved at uddele prisen ‘Arbejdernes Landsbank og DIF’s  Årets Frivillig’.

Niels vandt prisen!

Med prisen ‘Arbejdernes Landsbank og DIF’s  Årets Frivillig’ har alle danskere mulighed for at indstille en frivillig ildsjæl fra det danske idræts- og foreningsliv. Vinderen af prisen hyldes ved DR’s store tv-show.
Med prisen følger hele 75.000 kroner. De 25.000 kroner går personligt til vinderen af prisen. De øvrige 50.000 kroner går til den idrætsforening, som modtageren af prisen repræsenterer. Desuden vil 2. og 3. pladsen modtage 10.000 kroner hver.