Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
29. april 2020
Ni personer trodsede regnen og mødte frem ved Diana Terps tilbud om gratis rådgivning, mad og lidt nærvær – især målrettet ekstra isolerede mennesker herunder Coronakrisen.
“M” var tryg
Ved det gamle kollegium på Hegelundsvej mødte RYK IND RIBE kvinden ”M”, der er bosiddende i rækkehusene på Seminarievej. Hun var mødt op ved den varevogn, som Toyota Louis Lund har sponseret i 3 måneder, idet hun kendte Diana fra et madprojekt i Sct. Peder – og dermed var ”tryg” ved at komme til ”rådgivning”.
Stor ros til Esbjerg Kommune
”M” stammer fra Sønderjylland, hvor hun blev visiteret til en ressourceforløb. Hun blev imidlertid forelsket og flyttede til Ribe. Her mødte hun også ”systemet” Esbjerg Kommune, som hun roser for en positiv behandling: – De var særdeles hjælpsomme, og jeg fik tildelt pension – og dermed en mere stabil platform, sagde hun til RYK IND RIBE.
Men så brast forholdet, og i den seneste tid er ensomheden kommet nærmere.
Hjælp til kostplan ønskes
– Det er blevet til 10 kilo ekstra på sidebenene, lyder det fra ”M”, som gerne vil have hjælp til en kostplan (og så er der vel igennem de sidste mange år blevet til 30 kilo for meget).
Ansat under KFUM´s sociale arbejde
Diana, som er bosiddende på Trojelsvej, har sit eget cateringfirma Dianas Madunivers, som har til huse i Vestergade i Gredstedbro. Firmaet er for tiden på standby, så derfor bruger hun sin tid i KFUM´s sociale arbejde – dels som ansat i nogle timer dels som frivillig. KFUM har hovedsæde i Middelfart.
Fire halve rugbrødsmadder
Snakken går fint mellem Diana og ”M” – og glæden er ikke mindre, da Diana kan udlevere en kasse med fire halve rugbrødsmadder og en boks med sandwich samt en brik æblejuice og en pakke ”Toffi”. Kiksene er nok ikke ligefrem sunde, men giver lidt glæde i ensomheden – og så må motion og kostjustering komme efter Corona.

– Målet er, at jeg træffer 28-30 på hver af de tre ture, som er planlagt i Ribe-området, siger Diana til RYK IND RIBE og forklarer, at hun har hængt plakater op i de åbne lokalbutikker, lavet aftaler med Facebookgrupper samt afleveret postkort i stoppestedernes nærområder.
Maden henter hun i Paraplyen i Esbjerg – et lokalt tilbud i KFUM-regi.
EnsOm Mad pt. lukket ned
For øvrigt skulle Diana Terp have gennemført 8 aftner under titlen EnsOm Mad – det skulle have foregået på Café Sct. Peder, men blev lukket ned efter to gange pga. Covid-19











































































