Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 28. februar
36.000 liter vand i minuttet fossede i løbet af fredagen fra boldbanerne bag Ribe Fritidscenter til den nærliggende å og dermed videre ud i det store åsystem og Vadehavet.
Det var Beredskabsstyrelsen fra Haderslev, der med seks store pumper i løbet af fredagen prøvede at pumpe boldbanerne tørre for vand.
Beredskabsstyrelsen var på foranledning af Sydvestjysk Brandvæsen på grund af den store pumpekapacitet kommet til Ribe for at hjælpe med at tørlægge boldbanerne.
Ud over, at boldbanerne stadig stod under vand er der også fortsat problemer med vand i fritidscentrets kælder, hvor der fredag fortsat blev pumpet i et forsøg på at holde vandet væk. Årsagen menes at være de store mængder vand, der står på boldbanerne, og som trykker grundvandet op gennem gulvene inde i kælderen under fritidscentret, forklarede indsatsleder Thomas Laugesen, Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe.
Chefsergent Ulrik Mosekjær anslår, at der stod mellem 7,5 og 9 millioner liter vand på boldbanerne, før Beredskabsstyrelsen gik i gang med at pumpe.
– Hvis det er den mængde vand, vi taler om, vil vi kunne tømme banerne på omkring fem timer, men problemet er, at vandet har forbindelse med det vand, der står på de omkringliggende marker, og når vi begynder at sænke vandstanden på boldbanerne, vil vandet fra de nærliggende marker løbe til, så reelt set ved vi ikke, hvor meget vand, vi skal pumpe væk, og hvor længde det varer.
Vandet fra banerne blev pumpet over i åen under størst mulig hensyntagen til naturen og åens liv. Vandet blev således ikke sprøjtet direkte ned i åen eller på skrænterne. Det blev sendt i en bue ud i vandet, så det ikke gjorde skade.
– Kan åen tage de mængder vand?
– Det kan den ifølge vores beregninger. Der kan måske blive problemer ved Sandfanget og den parkeringsplads, der ligger ved Sandfanget. Her kan der komme oversvømmelser, men vi har besluttet, at det ikke sker forstået på den måde, at vi sænker pumpekapaciteten, hvis Sandfanget ikke kan tage vandet, lød det fra Ulrik Mosekjær.
Beredskabsstyrelsen kunne være stillet med kraftigere materiel,men så skulle noget af bevoksningen ved boldbanerne fælles, og da man vil gøre mindst mulig skade på naturen, valgte man denne fremgangsmåde.
17 personer fra Beredskabsstyrelsen med to store og flere mindre køretøjer var sat ind i arbejdet, og der blev anvendt seks store pumper, der fik elektricitet fra to store generatorer på hver sin lastbil.
Du kan se flere billeder ved at klikke på prikkerne under det øverste billede.









































































