Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Hasse Jørgensen og Cykling uden alder, mandag den 6. juni 2022

Tre piloter og seks af Ribe Boligforenings beboere kan se frem til en stor og helt anderledes oplevelse, når de ni i næste weekend, lørdag den 11. juni, skal være med i Tour de Storebælt. Et cykelløb, der arrangeres som optakt til starten på årets Tour de France i Danmark, og som bl.a. bringer deltagerne i Tour de Storebælt over Storebæltsbroen på cykel.

De ni personer fra boligforeningen, der skal med, er de tre, der træder cyklerne, kaldet piloterne, og så seks beboere, der sidder to og to foran på cyklerne.

Arrangementet laves i et samarbejde med foreningen Cykling uden alder.

Ribe Boligforening modtog de tre eldrevne ladcykler som en del af Kulturministeriets pulje mod ensomhed. De eldrevne ladcykler er med til at styrke fællesskabet og bekæmpe ensomhed blandt beboerne i Ribe Boligforenings boliger. Pengene kom fra Kulturministeriets Vær Med-pulje, som går til at støtte nye fællesskaber, der bekæmper ensomhed og mistrivsel. Fællesskaber, der under corona-epidemien har haft svære vilkår.

Projektet bygger på de positive erfaringer, som foreningen Cykling uden alder har med at skabe gode oplevelser og fællesskaber for ældre borgere. I det daglige bruges cyklerne, når tid og vejr tillader det.

Socialmedarbejder i boligforeningen, Lui H. Bruggisser, fortæller, at turen over Storebæltsbroen foregår i et samarbejde med foreningen Cykling uden alder, der sender deltagere til arrangementet fra hele landet.

– Vi bliver 21 elektriske ladcykler, der skal cykle i kortege over broen, og jeg tror, det bliver en kæmpe oplevelse for alle parter, siger Lui H. Bruggisser.

I boligforeningen har man lejet en stor kassevogn, som kan transportere cyklerne fra Ribe til bæltet og retur. I samarbejde med foreningen Cykling uden alder har man skaffet et sted, hvor cyklerne kan opbevares indtil de skal bruges på broen.

Tour de Storebælt er et motionsløb, der følger samme rute som Tour de France’s anden etape. Der er start i Roskilde og så går det via det bakkede Odsherred til Korsør med mål i Nyborg. Deltagerne kan ”stige på” løbet flere steder under vejs, og deltagerne fra Ribe tager den sidste del af turen over Storebæltsbroen.

Sådan foregår en cykeltur med de eldrevne ladcykler