Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 15. august 2026
Der sker meget i køkkenfirmaet Nettoline med adresse i Øster Vedsted i denne tid.
Ikke alene køber Benny Kristensen, der bor i Skodsborg, sig ind i firmaet, men Nettoline Ribe overtager i dag, lørdag, også forretningen Nettoline Kolding.
Det hele sker også som et planlagt generationsskifte, forklarer de nu tre indehavere af Nettoline Ribe. Ud over Benny Kristensen er det Helle Nørgaard og Aase Frandsen. Helle og Aase startede for 11 år siden Ribe Køkkencenter, som nu hedder Nettoline Ribe.
Efter overtagelsen af forretningen i Kolding bliver Benny butikschef i Kolding, mens Aase primært vil være i Ribe, og Helle vi være begge steder.
– Benny har været ansat et år i Ribe, og det har hele tiden været meningen, at han skulle være medejer som led i et planlagt generationsskifte, forklarer Aase Frandsen.
Helle Nørgaard føjer til, at da chancen bød sig for overtagelse af forretningen i Kolding, slog de til: – vi synes, tidspunktet er det rigtige, og vi tror på, at vi kan få en synergieffekt ud af de to forretninger. Nu har vi forretninger i både øst- og Vestjylland, og det giver ekstra muligheder for at udvide vores marked.
Nettoline sælger alt til køkkener lige fra håndtag til færdige køkkener inclusive hårde hvide varer.
– Vi har alle former for kunder. Lige fra dem, der selv kan samle og sætte op, til dem der gerne vil have et komplet køkken opsat. I de sidste tilfælde arbejder vi sammen med de lokale håndværkere, forklarer Aase.
Nettoline Ribe har gennem årene leveret flere køkkener til Grønland, ligesom de leverer over alt i Danmark.







































































