Tekst: Jørgen Th Jepsen foto: Renè Jørgensen, 27. september 2025.
Nederlag til Ribe-Esbjerg HH i, en til tider, tæt kamp mod Skanderborg AGF Håndbold (SAH)
Det var med en vis spænding, man så frem til lørdagens kamp i Blue Water Dokken, hvor Ribe-Esbjerg tog imod SAH .
Ribe Esbjerg kom efter 2 kampe mod BSH og Ringsted, som havde givet 3 point på kontoen, og SAH mødte frem med 3 sejre og kun et nederlag mod herreligaens duks, Aalborg Håndbold.
Inden kampen fortalte træner Marc Uhd ifm. VIP arrangementet, at han forventede en kamp med hurtigt angrebsspil, da begge hold gerne ville komme til hurtige afslutninger i ankomstfasen, og så forventede han, at målmændene kunne blive afgørende for kampens udfald.
Det blev så også en kamp, hvor Marc Uhds forventninger blev indfriet, trods de mange mål i 30-34 nederlaget blev ankomstfasen og målmændene afgørende for kampens resultat.
Da Ribe-Esbjerg HH i starten af kampen kæmpede med returløbet, kom SAH med deres hurtige ankomstfase nemmere til deres mål, og i den anden ende blev det til lidt for mange brændte chancer for Ribe-Esbjerg HH på en velspillende Magnus Petersen i SAH målet.
Ribe-Esbjerg fulgte egentlig godt med SAH, men måtte hele tiden se at de var 2-3 mål bagud. Efter ca. 15 minutter ved stillingen 8-12 erstattede Andreas Haagen Niklas Kraft i målet, som på dette tidspunkt kun havde haft et par redninger. Andreas kommer godt i gang, og med nogle flotte redninger og et mere koncentreret angrebsspil blev det noget tættere i den sidste del af 1. halvleg, som ender 15-17.
Havde man håbet på, at Ribe-Esbjerg nu ville komme ud til 2. halvleg med brask og bram og presse SAH, blev man skuffet – 2 dumme fejl i angrebsspillet betød 2 hurtige scoringer til SAH efter 1 minut og 26 sekunders spil , og Marc Uhd tog derfor en hurtig timeout – nok for lige at fortælle drengene, at 2. halvleg var begyndt, og det var nu de skulle være klar.
Det hjalp lidt, men SAH formåede fortsat at presse Ribe-Esbjerg til nogle lidt dumme beslutninger i deres angrebsspil, og SAH kunne efter ca. 12 minutter ind i 2. halvleg bringe sig foran med 20-26.
Ribe-Esbjerg HH lægger sig aldrig ned, og i eftermiddagens kamp kæmpede de også gennem hele kampen, og det var lige ved at blive spændende til sidst, hvor Ribe-Esbjerg HH kom tilbage i kampen. Med et mere offensivt forsvarsspil, en mandsopdækning af SAHs playmaker Fredrik Olsson og et vågent øje til Emil Lærke kunne de reducere til 28-30 efter 24. minutters spil i 2. halvleg.
Men tættere på kom Ribe-Esbjerg ikke – med endnu et par store redninger i SAH målet kunne udeholdet løbe kontra og formåede dermed at forhindre Ribe-Esbjerg i at fuldende endnu et comeback, som holdet præsterede i den forrige kamp ude mod Ringsted. SAHs Emil Lærke kunne kort før tid lukke kampen til slutresultatet 30-34.
Der var mange gode præstationer i kampen.
Kampens spiller blev Ribe-Esbjergs målvogter Andreas Haagen, som stod i målet med en redningsprocent på 37% og dermed overgik sin kollega i den anden ende SAHs Magnus Petersen, som stod med 35%.
Benjamin Hallgreen og Karl Wallinius lavede begge 6 mål for Ribe-Esbjerg HH, og skal roses for at blive ved med at forsøge, trods de også havde nogle lidt uheldige beslutninger angrebsmæssigt, som betød boldtab for Ribe-Esbjerg HH med efterfølgende kontraer til SAH.
Stillinger undervejs:
Første halvleg: 0-1, 3-5, 7-10, 11-14, 15-17 Anden halvleg: 15-19, 16-22, 18-23, 20-26, 24-28, 28-30, 30-34
Målscorer for Ribe-Esbjerg HH:
Karl Wallinius 6 Benjamin Hallgreen 6 Jerry Tollbring 5 Teis Rasmussen 3 Alfred Jönsson 3 Morten Jørgensen 2 Kasper Sjursen 2 Elvar Asgeirsson 1 Mathias Jørgensen 1 Nicolaj Spanggaard 1
Topscorer for SAH blev Emil Lærke med 8 mål.
Udvisninger
Ribe-Esbjerg 1 SAH 4
Tilskuertal 1002
Ribe-Esbjerg kan nu se frem til tirsdagens pokalkamp mod BSH, en kamp der spilles I Blue Water Dokken kl. 18.30. Her bliver det spændende at se, om Ribe-Esbjerg formår at følge op på det flotte resultat fra kampen d. 11. september, hvor man besejrede BSH med 34-30.
Pokalkampe har sit eget liv, og begge hold har da også som et af deres sæsonmål at komme med til Final4 stævnet i Herning.
Det kræver lige 2 sejre mere, inden man kan sætte flueben ved dette, og vi håber at Ribe-Esbjerg kan få det hele til at hænge sammen og tage endnu et skridt i turneringen på tirsdag.

Benjamin Hallgren scorer 6 mål i kampen
Benjamin Hallgren, spilleren med nr. 19 leverede en god indsats.
Spiller nr. 15 hos Skanderborg Aarhus Emil Lærke, og han blev holdets topscorer med 8 mål.
Der blev passet godt på den tidligere Ribe-Esbjerg HH spiler Andreas Søgaard der fik scoret 3 mål.
Forsvaret tog godt fat i modstanderne.
34 scoringer, og SAH kunne tage hjem med en sejr
Sigma Man Of The Match blev Andreas Haagen.