Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 19. september
Natteravnene i Ribe var i gavehumør natten til søndag.
Efter aftale med indehaveren af pølsevognen i Saltgade, Niels Jacob Rudbeck, gav Natteravnene hotdogs til alle, der havde lyst, og det var der mange der havde som tilskud til det flydende, der ellers bliver indtaget i nattelivet.
En ung mand var således ikke sen til at gribe det fine tilbud, da han sammen med kammerater kom til pølsevognen og hørte om de gratis hotdogs. Til vennerne lød det: – Bare spis – jeg giver!
Baggrunden for at det generøse tilbud kunne gennemføres var, at Niels Jacob Rudbeck var med på ideen. Og årsagen var, at Natteravnene i Ribe har eksisteret i 20 år. For fem år siden gennemførte de en lignende event, og også den gang blev det en succes.
Og mens de velsmagende pølser blev fortæret af de unge mennesker, kunne natteravnene fortæller, at der igen er kommet rigtig gang i nattelivet i Ribe efter corona-nedlukningen.
Som en af natteravnene sagde: – Det er som om de unge mennesker har halvandet år, som de skal have indhentet.
Og med den bemærkning kunne både natteravnene og de unge mennesker sprede sig i nattelivet igen.









































































