Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 19. febr.

Sikkerheden skal være i orden, når man færdes til søs – og det uanset, om man sejler i store eller mindre skibe.

Således også, når man sejler på Nationalpark Vadehavet. Gasterne på nationalparkens eget skib gennemfører netop i disse tage et kursus i brandbekæmpelse og søredning, og det foregår bl.a. ved Kammerslusen, hvor en række praktiske øvelser omkring evakuering foregår.

Denne tirsdag gjaldt det således om at evakuere passagererne fra et nødstedt skib over i en mindre redningsflåde, og så vidt det kunne konstateres, gik alt godt, og alle slap med liver i behold og uden våde sokker.

Sekretær og frivilligkoordinator ved Nationalpark Vadehavet, Alette Houman Duhrfjeld forklarer, at besætningen ombord på nationalparkens skib skal have et sådant kursus, og det gælder også de frivillige.

– Vi har allieret os med søfartsskolen i Thyborøn, og da jeg kunne stille med ti kursister, indvilgede søfartsskolen i at komme til Ribe for at holde kurset fremfor, at vi skulle til Thyborøn. Og med på kurset er i øvrigt to fiskere, en fra Rømø og en fra Skagen, som har valgt at tage den lange vej for at få det obligatoriske kursus, fortæller Arlette Houman Dyhrfjeld.

Kurset tirsdag blev for alle kursisters vedkommende gennemført i overlevelsesdragter, der nok kunne få nogle kvikke bemærkninger frem, da dragterne måske ikke ligefrem er det mest klædelige, der er set. Men de muntre bemærkninger til trods, var instruktionen og øvelserne præget af den rette alvor og ildhu.